CS efterlyser ordning der udligner forskel i arbejdsskadegodtgørelse

28. november 2023 | Jane Munk

Som udsendt soldat er du ikke stillet lige, hvis du kommer til skade. Der er nemlig forskel på, om du er kommet til skade i en FN-ledet mission eller en NATO-ledet mission.

Hvis du er kommet til skade og har fået varige mén under din udsendelse på en FN-ledet mission, har du mulighed for at søge yderligere erstatning hos FN. Har du derimod været udsendt på NATO-ledet mission, har du ikke den samme mulighed.

Det mener CS ikke er rimeligt, og derfor har vi foreslået politisk handling for at udligne forskellen.

CS har foreslået for både Beskæftigelses- og Forsvarsudvalget at man fra politisk side opretter en ordning, der fremover kan sikre lighed for udsendte, der er kommet til skade under mission.

– Vi kan i princippet have to soldater, der er udsendt til samme sted i verden på to forskellige missioner og kommer til skade. Her vil den ene kunne få en større erstatning, fordi han er på FN-ledet mission. Det virker som en urimelig forskelsbehandling, forklarer CS formand Jesper Korsgaard Hansen.

– Vi har foreslået politikerne, at man opretter en fond eller ordning, der kan udligne forskellen. Det har vi gjort, fordi der er en åbenlys forskel i erstatningerne, afhængig af om man er kommet til skade i FN-regi eller i NATO-regi.

Når du som medarbejder har fået anerkendt en arbejdsskade, kan du få erstatning, hvis arbejdsskaden har givet varige mén i form af erhvervsevnetab eller lignende. For medarbejdere i Forsvaret gælder der derudover forsvarets særlige erstatningsgodtgørelse, hvis man er kommet til skade under udsendelse. Den giver ret til yderligere erstatning for varigt mén, godtgørelse for svie og smerte, og i visse tilfælde yderligere erstatning for helbredsudgifter.

Er arbejdsskaden sket på en FN-ledet mission, kan du derudover søge om en yderligere erstatning ved at indsende en ansøgning til FN samt anerkendelsen af arbejdsskaden og méngrad. Bliver ansøgningen godkendt, vil du kunne få erstatning fra FN svarende til det varige mén.

Har du til gengæld været udsendt på en NATO-ledet mission, har du ikke adgang til en yderligere erstatning. Medarbejdere i forsvaret er således stillet ulige, afhængig af om de er kommet til skade i en FN-ledet mission eller en NATO-ledet mission.

I perioden 2022-2023 var der 810 tidligere udsendte soldater, der søgte erstatning for varigt mén fra FN.

I Danmark har vi midlertidig langt flere soldater udsendt på NATO-ledede missioner. Ud fra dette må man antage, at der er flere tilskadekomne under disse missioner og dermed også flere personer, som vil være berettiget til erstatning for varigt mén.

–  I rigtig mange tilfælde får medarbejderne aldrig deres gamle liv tilbage, men hvis de kan kompenseres for det, de har ydet til gavn for Forsvaret og for Danmarks sikkerhed, kan det hjælpe dem et stykke på vejen, lyder det fra CS formand.

Efter CS’ henvendelse har Beskæftigelsesudvalget stillet spørgsmål til Forsvarsminister Troels Lund Poulsen og bedt om en kommentar til forslaget. I svaret skriver ministeren blandt andet, at han har noteret sig forslaget, som vil indgå i den igangværende analyse af veteraners arbejdsskader. Men også, at der er nogle ting, der skal tages stilling til, hvis man skal lave en dansk ordning, der kan udligne forskellen:

”CS’ forslag om etablering af en national fond, som skal gøre op med forskellen i udbetaling af arbejdsskadegodtgørelse til personer, som er kommet til skade under NATO-missioner og FN-ledede missioner, rejser en række udfordringer, der – ud over de økonomiske konsekvenser – vil skulle tages stilling til, herunder hvordan der så vidt muligt sikres ensartet praksis mellem en eventuel supplerende dansk ordning og FN’s erstatningsopgørelse.”

Søg