I Air Transport Wing på Flyvestation Aalborg har man gjort det, mange andre tjenestesteder nu kigger mod: Omklassificeret omkring 30 ufaglærte stillinger til faglærte. Det styrker både rekruttering og fastholdelse – og sender et klart signal om, at uddannelse betaler sig. Både for den enkelte, for arbejdspladsen og for Forsvaret.
Hvorfor er det vigtigt? Forsvaret skal rekruttere og fastholde medarbejdere – og faglærte stillinger er en del af løsningen.
Hvad sker der nu? Flere værn er i gang med at identificere og ændre ufaglærte stillinger til faglærte stillinger.
Hvad betyder det for dig? Der er mulighed for både lønløft og anerkendelse.
CS: Uddannelse er nøglen
Hos Centralforeningen for Stampersonel er uddannelse et strategisk fokus. Ikke bare for at udvikle medlemmerne – men også for at sikre, at de får papir på deres kompetencer, og at Forsvaret kan matche det civile arbejdsmarked.
– Når man får en uddannelse, som også gælder uden for hegnet, så bliver man længere i Forsvaret. Man står ikke stille – man får noget med sig, mener næstformand Ronni Pedersen.
Projektet ”fra ufaglært til faglært”, har fokus på Forsvaret skal identificere ufaglærte stillinger, der i praksis rummer nok fagligt indhold til at blive anerkendt som faglærte stillinger – med tilhørende fagligt tillæg.
Flyvestation Aalborg viser vejen
Et af de steder, hvor projektet allerede er rullet ud, er i Air Transport Wing på Flyvestation Aalborg, hvor omkring 30 stillinger er blevet omklassificeret til faglærte stillinger. I den logistiske støtteeskadrille har eskadrillechef Carsten Butler omklassificeret 20 stillinger.
– Det har været en sund og god proces. Vi har kigget på vores Cargo-afdeling og SUN-værksted, og vi kunne se, at mange medarbejdere allerede havde kompetencer svarende til store dele af en faglært uddannelse gennem arbejdet, fortæller han.
I tæt samarbejde med den lokale uddannelsesinstitution (AMU-Centeret) er medarbejderne blevet kompetenceafklaret, og uddannelsesforløb er blevet tilrettelagt – trinvist og fleksibelt.
Godkendelse som praktiksted er nøglen
En af de store opgaver var at få eskadrillens værksteder godkendt som praktikpladser. Det ville nemlig gøre det muligt for medarbejderne at tage praktikdelen af deres uddannelse på stedet – uden at forlade driften.
– Det krævede en del benarbejde – og en god dialog med skolen. Men nu har vi fået det hele på plads, og det gør en stor forskel, siger Carsten Butler.
En investering, der betaler sig
De nye faglærte stillinger giver medarbejderne mulighed for et lønløft – men det handler om mere end kroner og øre.
– Det betyder, at vi kan rekruttere nemmere – og at vi kan fastholde medarbejdere. Og så giver det mening, at det faglige niveau nu også bliver aflønnet derefter, siger Carsten Butler.
Gode råd fra Butler
Carsten Butler opfordrer andre til at komme i gang – og deler tre råd:
- Start med at identificere fagligt indhold i stillingerne.
- Få jeres enhed godkendt som praktikplads – det gør hele processen nemmere.
- Forbered jer på at hjælpe skolerne med at forstå de militære uddannelser og kurser.
– Man skal være klar på, at uddannelsesinstitutionerne ikke nødvendigvis forstår indholdet i vores militære kurser. Men med lidt hjælp og forklaring kan man nå rigtig langt, siger han.
CS: Det her er kun begyndelsen
I CS håber næstformanden, at succesen i Aalborg spreder sig som ringe i vandet.
– Flyvestation Aalborg er lidt af en prøveballon. Nu håber vi, det her bliver en bold, der ruller sig større i resten af Forsvaret, siger Ronni Pedersen.
Han peger på, at Hæren og Søværnet også er godt i gang med at kortlægge fagligt indhold i stillinger – og at der er stort potentiale for at omklassificere endnu flere funktioner.
- Aftalen om det nye faglærte tillæg er et af resultaterne fra OK24 og trådte i kraft 1. april 2025.
- Det faglærte tillæg er på 6.062,72 kr. på trin 1 og 4.110,32 kroner på trin 2.
- Aftalen er blevet fornyet og forbedret på flere punkter: Kriterierne for at få det faglige tillæg er blevet forenklet, så tillægget fremover kan gives til ansatte med en godkendt erhvervsuddannelse på kvalifikationsniveau 4 eller 5, der besidder en faglært stilling.
- Det betyder også, at den faglærte aftale går fra at handle om specifikke faglærte betegnelser til erhvervsgodkendte uddannelsesniveauer. Det gør, at man ikke risikerer at miste sit tillæg for en specifik uddannelse, hvis f.eks. uddannelsen bliver ændret og får ny betegnelse.
- Med den nye aftale skal der ikke længere forhandles et funktionstillæg lokalt for at honorere uddannelsen.
- Hvis ens stilling bliver klassificeret som faglært, og man har taget en erhvervsgodkendt uddannelse på niveau 4 eller 5 jf. kvalifikationsrammen for livslang læring, så er man berettiget til et fagligt tillæg.
- Det er arbejdsgiver, der identificerer stillinger, og beslutter om de kan omklassificeres til faglærte stillinger.
Du kan også lytte til podcasten på CS’ podcastkanal KLART SIGNAL, der hvor du lytter til podcast.