For at opkvalificeringspuljen på 900 millioner kroner skal blive en succes, kræver det en prioriteret indsats fra ledelsen, et forløb uden for meget bureaukrati og ikke mindst at man kommer i gang hurtigst muligt.
I marts skrev jeg under på to nye aftaler. Den nye aftale om en uddannelsesordning for nyansatte kollegaer, samt aftalen om opkvalificeringspuljen på 900 millioner til de kollegaer, der er blevet ansat i perioden mellem man udfasede K35 kontrakterne og nu.
Siden da er der kommet rigtig mange spørgsmål til opkvalificeringspuljen og hvordan man som medarbejder kan gøre brug af den. Der er både glæde, optimisme, tvivl og skepsis i forhold til, hvordan puljen kommer til at fungere. Alt sammen er fuldt forståeligt, for det er en helt ny aftale som kræver, at Forsvaret tænker uddannelse og opkvalificering på en anden måde, end man har været vant til.
Jeg vil endnu engang gerne understrege, at jeg er glad for aftalen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne ville have haft alle med over på den nye K10 kontrakt, men vi havde fået en fastlåst økonomisk ramme fra politikerne, og der var ikke penge til at lave kontrakten bagudrettet. Derfor blev opkvalificeringspuljen skabt, og jeg tror fuldt og fast på, at det bliver en succes, hvis man ellers formår at få den til at virke i praksis. Det ansvar ligger hos forsvarets ledelse og PKOM.
900 millioner til uddannelse er et historisk stort beløb, når det skal fordeles mellem cirka 6200 medarbejdere, der er omfattet af aftalen. Det giver rigtigt mange muligheder for den enkelte, men det kan være svært at se mulighederne for sig, så længe aftalen ”bare” er blæk på papir. Derfor presser jeg på for, at man hurtigst muligt kommer i gang med at aftale nogle uddannelsesforløb derude – og gerne før sommerferien. På den måde kan man få synliggjort, hvilke muligheder der ligger i aftalen og hvad der kan lade sig gøre.
Når jeg taler med jer, hører jeg også, at I er bekymrede for, om der er tid til, at I kan uddanne jer. I en tid, hvor der kun tales om kampkraft, kan det være svært at se, hvordan uddannelse skal passes ind. Jeg har en klar forventning om, at forsvarets ledelse også er klar til at prioritere uddannelse og opkvalificering af soldaterne. Når den fungerende forsvarschef kan se ideen i aftalen om opkvalificering og i at have kvalificerede medarbejdere, må man forvente at resten af ledelseslaget også prioriterer denne opgave og får det til at virke. Det vil i sidste ende komme dem selv til gode, også selv om deres soldater kvalificerer sig til en karriere efter forsvaret.
Mine egne bekymringer går dels på, om man kan få levet nogle procedurer, der ikke sander til i papirarbejde og bureaukrati. Der skal være en meget kort vej fra, at I er blevet enige med chef eller karrierevejleder om et forløb til, at I er i gang. I forlængelse af det er der hele forvaltningen af puljen, som allerede nu giver nogle frustrationer. For er det chefen eller er det karrierevejlederen, man skal gå til, når man vil opkvalificeres? Der er man nødt til at finde ud af, hvem der gør hvad og hvordan, så det er klokkeklar for jer og jeres kollegaer, hvem I skal gå til for at få tingene til at se. Skal det først igennem en lang række forskellige skriveborde, får jeg svært ved at se, at man kan bruge hele puljen på 900 millioner inden 2033.
Til sidst vil jeg opfordre jer til at gøre brug af muligheden for opkvalificering. Begynd allerede nu at lægge planer for, hvad I gerne vil. Skal det være uddannelse, I kan bruge i jeres karriere i Forsvaret, eller vil I uddanne jer til noget helt andet. Der er åbnet for nogle nye muligheder, og nu skal vi bare i gang.
