Her er CS’ vigtigste dagsorden efter sommerferien

26. juni 2025 | Jesper K. Hansen - Formand

Sommerferien står for døren, og jeg håber, at I alle får mulighed for at få slappet godt af og samlet kræfter. Jeg er sikker på at mange af jer ser frem til at trække stikket og holde fri efter nogle meget hektiske måneder i Forsvaret. Efter en lidt langsom opstart går det nu rigtig stærkt med at opruste og genopbygge flere steder, og nogle af jer kan helt sikkert mærke at fokus nu ligger på kampkraft og hastighed, mens personalepleje nogle steder er skubbet helt i baggrunden.

Jeres løn optager mig

I CS har vi også kunnet mærke, at der for alvor er kommet gang i genopbygningen af forsvaret, men i den seneste tid er der særligt én ting, der har fyldt hos mig som CS formand. Og det er jeres løn! Det arbejde fortsætter jeg med efter sommerferien – og mon ikke, det også kommer til at fylde lidt hen over ferien. Debatten om soldaternes lønninger har stået på længe, og fra politisk side virker det til, at man endelig er villig til at kigge på lønnen. Det er som udgangspunkt rigtig godt, for jeg har hele tiden sagt, at det bliver tæt på umuligt at fastholde og rekruttere i det omfang som opgaverne kræver, hvis man ikke gør noget ved lønnen.

Ansættelsesvilkår og incitamenter for militære medarbejdere

Som I nok allerede ved, satte forligspartierne et analysearbejde i gang i forbindelse med andet delforlig. Der blev nedsat en arbejdsgruppe, der skal kigge på ansættelsesvilkår og incitamenter for militære medarbejdere. Trods det lidt kringlede navn, er det en analyse af soldaternes lønninger. Det er den analyse, der skal give politikerne et billede af, hvad I reelt tjener, og om de skal afgive flere penge til løn. Det er derfor fuldstændig afgørende, at analysen er retvisende. I CS bruger vi meget tid på at følge analysearbejdet og komme med vores input og holdninger til, hvordan man udregner jeres løn, så den tager højde for særlige vilkår, som I arbejder under.

Analysen skal være færdig i efteråret, hvor den skal præsenteres for politikerne. Til den tid håber jeg, at vi er nået til et resultat som CS er enige i og de fleste af jer, kan spejle sig i. Men jeg kan allerede nu sige, at jeg ikke kommer til at stå bag analysen, hvis vi vurderer, at den ikke viser et sandfærdigt billede af jeres løn og arbejdstimer.

Analysen er også vigtig, fordi vi inden længe går i gang med overenskomstforhandlingerne – OK26. Forberedelserne er allerede i fuld gang, og efter sommerferien begynder arbejdet med at udvælge krav i forhandlingsorganisationerne. CS hovedbestyrelse og delegerede besluttede allerede sidste år at fortsætte med de krav, som afdelingerne sendte ind til OK24, og som vi ikke allerede er kommet i mål med.  I skal selvfølgelig nok få mere at vide om, hvilke krav CS stiller og hvordan hele forløbet bliver, men jeg kan allerede løfte sløret for, at løn selvfølgelig også fylder meget i denne sammenhæng.

En overenskomstforhandling har til formål at sikre jeres realløn – altså at I kan købe det samme hos købmanden, som I kunne i går. Men det er ikke nogen hemmelighed, at CS ønsker, at der kommer flere penge at forhandle om. 

Jesper Korsgaard Hansen

CS formand

En forsvarlig løn til soldaterne strider ikke mod den danske model

Det bliver et travlt efterår og vinter med løn allerøverst på dagsordenen, og CS er klar til at kaste os ind i kampen for en forsvarlig løn til forsvarets medarbejdere. Det bliver ikke uden sværdslag, men det er vi heldigvis heller ikke bange for i vores fag.

Rigtig god sommer til jer alle!     

Søg