Inspiration til din sommer – hvad skal du læse og lytte til?

7. juli 2025 | Julie Walton

Sommeren er her – og CS har samlet inspiration til ører og øjne. Her får du både CS’ anbefalinger og formanden og næstformandens favoritter. God fornøjelse – og god sommer!

Formanden anbefaler

Formanden kan godt lide at lytte – både til lydbøger og podcasts.

– Jeg vil anbefale ‘1000-årsriget’ – den har jeg hørt to gange. Særligt lydbogen læst op af Bjarne Henriksen. Han får mig til at leve mig helt ind i universet med vikinger, slåskampe og intriger, siger formanden, der også har en ny bog og en podcastserie på sommerens program:

– Ken Follett kan noget med både spænding og historie. Jeg har læst flere af hans bøger og kan godt lide hans måde at skrive på. I ferien skal jeg læse spændingsdramaet ‘De fem løvers dal’. Og så skal jeg lytte til podcastserien ‘Ubegribeligt’ med Huxi Bach – han prøver at gøre det ubegribelige lidt mere forståeligt. Alt fra selvmordsmyrer til atomkrig, siger formanden og tilføjer:

– Podcastserien ’Historien om alt’ fra DR kan også anbefales. Den er festlig, sjov – og man lærer noget af den.

Næstformanden anbefaler

Næstformand Ronni Pedersen anbefaler ‘Forsvarsløs – Når den største trussel kommer indefra’.

– Det er en personlig beretning fra journalist Peter Ernstved Rasmussen, som har fulgt Forsvaret tæt i mange år. En vigtig bog, når vi taler om, hvordan vi får et stærkere og mere kampdygtigt forsvar, siger han.

– Du kan også lytte til podcasten, hvor formanden og jeg taler om nogle af bogens pointer: Forsvaret er ikke kollapset, men her er 5 store frustrationer for medlemmerne.

Han ser også frem til at læse ‘I statens hemmelige tjeneste’ af Jacob Kaarsbo og Steffen McGhie samt ‘Skygger på Silkevejen’ af Lars Findsen og Jacob Weinreich.

– Det lyder som spændende bøger – og særligt relevante, fordi FE spiller en vigtig rolle i den sikkerhedspolitiske situation, vi står i lige nu, siger han.

CS anbefaler: Tag podcast i ørerne

Lyt til CS’ podcasts og følg vores podcastkanal KLART SIGNAL, der hvor du lytter til podcast.

Fik du læst?

Søg