Fra fredag den 26. september til mandag den 6. oktober afvikler Danmarks Idrætsforbund for sjette gang Veteran Match, hvor tidligere udsendte kan komme gratis til sportskampe over hele landet.
For at anerkende Danmarks soldater går professionelle sportsklubber fra hele landet igen i år sammen og dedikerer en hjemmekamp til en særlig hyldest for tidligere udsendte. Det sker i år fra fredag den 26. september til mandag den 6. oktober.
45 klubber inden for fodbold (3F Superligaen og NordicBet Ligaen), ishockey (Metal Ligaen) og håndbold (Herreligaen) inviterer tidligere udsendte og deres pårørende gratis med til kamp, hvor spillerne kæmper i særlige trøjer, og dagen markeres med bannere og taler. Alt sammen for at give jer soldater en særlig anerkendelse for jeres indsats ude.
Efter kampene sættes flere af spillernes trøjer på auktion, og pengene går til DIF Soldaterprojekts nye Family Zones, som er træningsfællesskaber for veteraner og politifolk med fysiske og psykiske mén samt deres pårørende.



Praktisk
Du melder dig til via www.veteranmatch.dk, hvor du finder et landkort og en oversigt over de steder, du kan komme til kamp.
Du kan tilmelde dig fra den 26. august og frem til kampstart efter først-til-mølle-princippet. Du klikker dig ind på den klub, du gerne vil se spille og udfylder blanketten online.
En del steder må du have flere pårørende med, men mange steder kun én.