CS har fokus på arbejdsmiljøet – også i en tid med højt tempo

4. juli 2025 | Julie Walton

Forsvarsministeren, forsvarschefen og departementschefen var i dag samlet til møde med CS og en række andre organisationer om arbejdsmiljøet i Forsvaret. CS næstformand Ronni Pedersen glæder sig over, at ministeren tager både sagen og arbejdsgruppen alvorligt – og lægger op til et tættere samarbejde.

I dag deltog CS næstformand Ronni Pedersen i endnu et vigtigt møde om arbejdsmiljøet i Forsvaret – hvor virkeligheden flere steder er nedslidte bygninger, skimmelsvamp og utilstrækkelig ventilation.

Denne gang sad både forsvarsministeren, forsvarschefen og departementschefen med ved bordet. Mødet var en opfølgning på det tidligere møde, hvor CS sammen med HOD, HKKF, Dansk Metal, Teknisk Landsforbund og HK Stat drøftede arbejdsmiljøudfordringerne med forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

– Jeg er glad for, at forsvarsministeren tager arbejdsmiljøet – og arbejdsgruppen – alvorligt og har inviteret til møde med både forsvarschefen og departementschefen. Det sender et vigtigt signal, siger Ronni Pedersen.

– Vi fortalte tydeligt, hvilke områder vi mener skal prioriteres. Der var en god og åben dialog, og vi oplevede, at både ministeren og forsvarschefen lytter og forstår alvoren. Nu handler det om at omsætte det til konkret handling.

Vi vil med hele vejen

På mødet fortalte forsvarschefen, at man allerede er i gang med mange af de nødvendige tiltag, og at det er en proces. Ministeren lagde op til, at arbejdsgruppen fremover inddrages mere systematisk – herunder med et opfølgende møde inden for et halvt år og et fast årligt møde.

– Det er positivt, og vi er klar. Vi vil gerne være med hele vejen – og det kræver, at vi bliver inddraget løbende. For det er vigtigt, at vi minder hinanden om, hvad der skal gøres – og får fulgt op med handling, siger Ronni Pedersen.

Anbefalingerne blev taget godt imod på mødet, og CS ser frem til, at de nu bliver omsat til handling.

– Tak til alle i arbejdsgruppen for det gode samarbejde – og til ministeren, forsvarschefen og departementschefen for at lytte, siger Ronni Pedersen.

Anbefalinger

På mødet fremlagde arbejdsgruppen seks anbefalinger til forbedringer af arbejdsmiljøet i Forsvaret.

1. Større lokal inddragelse: Brug den lokale viden og erfaringer: Arbejdsmiljøgrupper og samarbejdsudvalg skal kunne fremlægge forslag.

2. Overholdelse af arbejdsmiljøloven: Styrk det forebyggende arbejde og inddrag arbejdsmiljøorganisationen.

3. Øget lokal beslutningskompetence: Flyt beslutninger tættere på tjenestestederne, så planerne ikke bremses af tunge procedurer.

4. Faste arbejdsmiljørådgivere: Indfør fuldtidsstillinger med relevant faglige kompetencer på hvert tjenestested.

5. Underudvalg vedrørende Arbejdsmiljø (UVA): Underudvalget vedrørende UVA bør udskilles fra Center for HR-jura og Arbejdsmiljø (CJA) og fungere selvstændigt under Hovedsamarbejdsudvalget (HSU).

6. Fast følgegruppe om ETAB og arbejdsmiljø: Nedsæt en følgegruppe med repræsentanter fra hver organisation. Den skal have eget kommissorium uden for den eksisterende struktur. Gruppen skal mødes to gange årligt og sikre gensidig orientering mellem ledelse og organisationerne.

Søg