Til november siger Anders farvel og tak til seks fantastiske år i Forsvaret. Et møde med banken blev afgørende for Anders’ beslutning.
Derfor er det vigtigt: Forsvaret har udfordringer med at fastholde personel. Der tilføres milliarder til Forsvaret, men ingen penge til mere i løn. CS mener, lønnen er en vigtigt fastholdende faktor.
Hvad sker der nu?: CS har søsat kampagnen #forsvarligløn. Hvis ikke lønnen stiger i Forsvaret, kan man ikke konkurrere med det civile arbejdsmarked og fastholde sine medarbejdere.
Hvad betyder det for dig: CS kæmper for, at medlemmerne skal have flere penge i lønposen og kommer med konkrete løsningsmuligheder til politikerne.
Tilbage i sommer havde Anders booket et møde med banken, da han gerne ville købe en lejlighed til 1,2 millioner kroner. Og Anders havde selv de 600.000 kroner.
– Banken sagde nej på grund af min beskedne månedsløn. Det blev et wake-up call for mig. Skal jeg videre med mit liv, så skal der ske noget med min indtægt, siger Anders, der er sergent hos Gardehusarregimentet i Slagelse.
Til november skifter Anders derfor jobbet i uniform ud med et arbejde som ufaglært maler for at få en højere månedsløn.
– Det føles forket at forlade Forsvaret. Jeg ved, at så snart jeg går ud ad porten, vil jeg savne Forsvaret, fortæller Anders.
Og Anders har elsket sit liv som soldat. Han fremhæver kammeratskabet, stoltheden ved arbejdet og de meningsfyldte opgaver.
“Men jeg er kommet til et punkt, hvor jeg gerne vil noget mere end at bo i min lille 1 værelseslejlighed og spise rugbrød til aftensmad.”
Anders, sergent, Gardehusarregimentet i Slagelse.
Det skal ændres
Anders peger på tre ting, der skal laves om, hvis han skal vende tilbage til Forsvaret:
En højere månedsløn.
En realistisk mulighed for at forhandle løn og tillæg. Som det er nu, mener Anders, at muligheden for individuelle lønforhandlinger er begrænset.
Lønnen skal vokse i takt med ancienniteten. Som ung konstabel uden de store udgifter, er startlønnen i Forsvaret måske acceptabel. Men efterhånden som man bliver ældre, stiger ens faste udgifter typisk til bolig og familieliv – og der følger lønnen i Forsvaret slet ikke med. Som Anders siger:
– Jeg har mistet mange kolleger, når deres kærester blev gravide.
CS mener, man skal hæve basislønnen og har derudover givet politikerne flere løsningsforslag i forhold til, hvordan man kan give soldaterne mere i løn.
– Hvis man ikke er villig til at hæve basislønnen, er der mange andre muligheder. CS har foreslået at hæve nogle af vores tillæg, som pt. hverken er tidssvarende eller matcher tilsvarende tillæg på andre af statens områder. Det kunne for eksempel være at hæve militærtillægget. Der er masser af muligheder indenfor rammerne af det eksisterende lov- og aftalekompleks, og det kan gøres med et fingerknips, hvis politikerne ønsker det, siger CS formand Jesper Korsgaard Hansen.