Afskedigelse
Du kan altid henvende dig til CS, hvis du har brug for rådgivning og hjælp i forbindelse med afsked. Bliver du varslet opsagt, er der en række muligheder for at få hjælp i CS.
Alle afskedigelse sker ud fra en konkret og individuel vurdering. Opsigelse af ansættelsesforholdet begrundet i medarbejderens forhold, skal være sagligt begrundet. Opsigelsen bliver foretaget af FPS Jura, i samarbejde med tjenestestedet. Afskedigelseskompetencen for tjenestemænd ligger ved Forsvarsministeriets departement. FPS Jura vil i en sådan sag lave en indstilling om afsked til Forsvarsministeriets Departement, som herefter vil foretage en vurdering.
Spørgsmål og svar i forbindelse med varslet opsigelse
Dit opsigelsesvarsel afhænger af hvor længe du har været ansat i Forsvaret og hvad der står i din kontrakt.
Nej, en tjenestelig samtale er IKKE en afskedigelse.
Den tjenestelige samtale handler oftest om, at ledelsen mener, at der er problemer i forhold til den måde arbejdet udføres på og måske vil en opsigelse af dig blive nævnt under samtalen.
Du skal bede din leder om at sende dig en dagsorden inden samtalen. På den måde kan du være forberedt på, hvad I skal tale om.
Samtalen giver dig mulighed for at give dine kommentarer og afklare eventuelle misforståelser. Du har desuden ret til at have din tillidsrepræsentant eller en anden bisidder med.
Husk, du har pligt til at møde op til samtalen, hvis du er indkaldt med et passende varsel, og hvis du ikke har lovligt forfald, f.eks. sygdom.
Tag altid en snak med din tillidsrepræsentant eller CS, hvis du indkaldes til en samtale.
En fritagelse fra tjeneste betyder, at du lige nu ikke skal møde på arbejde. Men du skal stille din arbejdskraft til rådighed.
Der kan være flere grunde til at blive fritaget for tjeneste. Det kan f.eks. være, at en aktuel sag undersøges, eller at du er i opsigelsesperiode.
Nej, du må aldrig lade dig presse til selv at sige op.
For det første får du karantæne i a-kassen. Og for det andet bliver det svært for CS at hjælpe dig.
Er der tale om en uansøgt afsked, altså at Forsvaret opsiger dig, har CS gode muligheder for at hjælpe dig. CS bliver nemlig orienteret af Forsvaret når et af CS´s medlemmer opsiges.
3 gode råd ved afskedigelse:
- Sig ikke op under pres.
- Grunden til afskedigelsen er vigtig.
- Tag CS med fra starten.
Hvis du bliver opsagt, skal Forsvarets Personalestyrelse (FPS) i deres partshøring om afsked, angive en begrundelse for opsigelsen og redegøre for de omstændigheder, der har ført til den påtænkte opsigelse.
Nej, en advarsel munder ikke nødvendigvis ud i en fyring, men du skal tage den alvorligt.
En advarsel vil blive lagt i din personalemappe.
Der er særlige krav til en advarsel:
- Advarslen skal være klar, tydelig og konkret
- Den uønskede adfærd skal beskrives med eksempler
- Den ønskede fremtidige adfærd skal beskrives
- Der skal angives et tidspunkt for opfølgning på advarslen
- Det skal angives tydeligt, hvad konsekvenserne bliver, hvis advarslen ikke efterleves
CS hjælp ved afskedigelse
Hvis du er fastansat i Forsvaret, kan du ikke blive opsagt før du er blevet hørt. Du og CS vil modtage en partshøring om påtænkt afsked. Hvis CS vurderet, at begrundelsen ikke er rimelig eller saglig, er det muligt at bede om en forhandling af grundlaget for afskedigelsen.
CS kan hjælpe dig med at udfærdige et svar på partshøringen. Da det ofte tager tid, er det hensigtsmæssigt at du involverer CS fra starten.
Bortvisning
Hvis du bliver bortvist, er det vigtigt, at du straks kontakter CS.
En bortvisning er en alvorlig sag, fordi den medfører, at lønudbetalingen stopper med øjeblikkeligt varsel.
Der skal være tale om handlinger af en særlig grovhed, hvis en bortvisning skal være berettiget. I de fleste tilfælde vil det normalt kræve en eller flere forudgående advarsler, der tilkendegiver, hvis medarbejderen fortsat overtræder de forhold der er blevet påpeget, vil en gentagelse kunne medføre bortvisning.
Desuden er det en betingelse at tjenestestedet og FPS reagerer hurtigt på handlingen, hvis den skal bruges som grundlag for en bortvisning.
Der kan nævnes mange forskellige begrundelser for bortvisning. Blandt de vigtigste eksempler er:
For sent
Medarbejderen kommer gentagende gange for sent. Her er det typiske forløb, at medarbejderen først får en advarsel om, at fortsat sløseri med mødetidspunktet vil medføre en opsigelse, og at der dernæst gives en ny advarsel om, at en gentagelse vil medføre en bortvisning.
Udeblivelse fra tjeneste
Medarbejderen udebliver fra arbejdet uden at give besked om årsagen til udeblivelsen.
Sløseri og fejl
Det er kun, hvor der er tale om meget graverende fejl, der ikke er undskyldelige, at bortvisning kan komme op tale. Det sker kun i ekstraordinære situationer, hvis der ikke er givet advarsel på forhånd.
Kriminelle handlinger
Kriminelle handlinger som tyveri fra arbejdspladsen medfører som oftest en bortvisning.
Illoyale og upassende handlinger
Tjenestestedet og Forsvaret har krav på at medarbejderne udviser loyalitet overfor tjenestestedet og Forsvaret. Det forventes, at medarbejderen ikke foretager handlinger der kan skade Forsvaret. Om en illoyal handling kan medføre, eller berettige til bortvisning vil altid bero op den konkrete sag.