CS mener: Alle soldater skal med i et lønløft

14. marts 2025 | Jesper K. Hansen - Formand

Det tyder på, at der nu er en politisk forståelse for, at man må hæve soldaternes løn, hvis man vil have kampkraften op i forsvaret. Seneste har Liberal Alliance blandet sig i debatten med et forslag om et lønløft på 2.500 kroner om måneden til konstablerne.

Et lønløft er absolut nødvendigt, og når man står i en situation, hvor mange soldater forlader forsvaret på grund af lønnen, er det også den eneste logiske løsning. Men politikerne glemmer at få alle med i løndebatten: Konstablerne i Søværnet og Flyvevåbnet samt hele sergentgruppen står nemlig med præcis samme massive udfordringer i forhold til løn og deraf fastholdelse af kollegaer som dem i Hæren.

Hver tredje oversergent mangler i strukturen, og sergenter er blandt den gruppe, der har haft flest forgæves rekrutteringsforsøg. Sergentgruppen udgør forsvarets rygrad, da de står for uddannelse af både værnepligtige og konstabler. Det er et helt afgørende, at forsvaret kan opretholde en struktur, der kan uddanne fremtidige soldater. Ikke mindst, når værnepligten fra næste år skal udvides.

Derudover er der store udfordringer med at fastholde konstabler i Flyvevåbnet og i Søværnet, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved at man sejler underbemandet på søværnets skibe, og at flyvevåbnet mangler en stor del af de mekanikere, der blandt andet skal få det nye kampfly på vingerne. En ikke uvæsentlig årsag til, at det er så svært at fastholde disse medarbejdergrupper, er først og fremmest lønnen.

Forsvarets struktur er bygget på et rangsystem. For at det skal fungere, skal der være det rette antal medarbejdere i de forskellige funktioner og på de forskellige niveauer. Hvis det lønmæssigt er mere attraktivt at være konstabel i et enkelt værn, og hvis man ikke honoreres for at uddanne sig til sergent eller oversergent, vil det skabe nogle enorme udfordringer i systemet og dermed også i forhold til opgaveløsningen.

Et lønløft til soldaterne er nødvendigt. Men det skal i så fald gives til alle de berørte grupper og ikke blot til en mindre del. Ellers risikerer vi, at det bliver endnu sværere at rekruttere til særligt mellemledergruppen i forsvaret, hvilket vil ændre hele dynamikken i det militære system.

Giver man som foreslået en bestemt gruppe af konstabler et lønløft på 2500 om måneden uden at tilgodese sergentgruppen og den øvrige konstabelgruppe, står man i en situation, hvor lønnen bliver skævvredet.

I forligsteksten til anden delaftale står det tilmed beskrevet, hvordan man i forbindelse med den nye værnepligtsmodel vil honorere værnepligtige sergenter og løjtnanter for at vælge ledelsesvejen. Hvis man efterfølgende vælger at give sergenterne en lavere løn end konstablerne, kan det derimod blive opfattet som en straf, hvis man vil uddanne sig som mellemleder i Forsvaret.

Søg