Vi nærmer os tre-årsdagen for Ruslands invasion af Ukraine og dermed også tre-årsdagen for den politiske beslutning om at genopbygge og opruste forsvaret for mange milliarder kroner.
Den 6. marts er det tre år siden, at regeringen på et pressemøde annoncerede, at forsvarsbudgettet skulle hæves markant frem mod 2033. Siden er der blevet afsat mange flere penge og målet for genopbygningen er rykket frem til 2030. Der er lavet to delaftaler, en delaftale om Arktis, en HR strategi og en akutpakke til genopbygning. Og nu taler politikerne om at hæve budgettet yderligere.
Der er ingen tvivl om at de mange milliarder falder på et tørt sted, og jeg er glad for, at der endelig er kommet en vilje til at investere massivt i forsvaret. Men hvor meget er der egentligt sket ude i virkeligheden? Når jeg taler med jer, lyder det ikke til, at der er sket meget. De knap 200 milliarder, der er afsat, har man i hvert fald ikke set ret meget til endnu, og de mange initiativer fra de første delforlig lader også vente på sig.
Tre år er lang tid at vente, og frustrationerne stiger. Ikke kun i den operative del af forsvaret, hvor mange af jer sidder klar og venter på nyt udstyr, nye kollegaer og nye bygninger, men overalt i organisationen. Selv på Christiansborg er man begyndt at undre sig, og alle steder lyder det samme spørgsmål ”hvorfor sker der ikke noget?”. Ingen virker til at have svaret, og det gør det svært at gennemskue hvorfor alting går så uendeligt langsomt.
Min teori er, at man gennem årene har skabt en mastodont af bureaukrati, kontrol og administration i Forsvaret. En mastodont, der kvæles i sin egen utilstrækkelighed, træghed og mangel på handling. Et bureaukrati, der styres af regler og regulativer, som ikke gavner den operative opgave, men som i stedet gør, at alle beslutninger bliver trukket i langdrag og alt sander til. Det virker som om, at ingen tør få noget ud over rampen og ud i virkeligheden. Det er skidt for enhver virksomhed, men det er særlig problematisk i forsvaret, som skal være operativt. Jeg tør godt garantere for, at man ikke sidder med samme problem i de lande, vi skal forsvare os mod nu og i fremtiden.
Politikerne undrer sig over, at der ikke sker noget, men de har selv et stort ansvar for, at vi er endt i den her situation. Det er dem, der har besluttet, hvordan Forsvaret skal indrettes, og det er langt hen ad vejen også dem, der har skabt den ekstreme kontrol og bureaukrati – ofte på baggrund af enkeltsager. Jeg er helt enig i, at der selvfølgelig skal være kontrol med en så stor og vigtig funktion som Forvaret, men i angst for nye skandaler har man skabt alt for mange regler og kontrolmekanismer, og det spænder ben for, at I som medarbejdere kan passe jeres arbejde. Hvis politikerne synes, det går for langsomt, kunne man starte med at kigge på, om man kunne løsne en smule på dette område.
Jeg mener også stadig, at man bør organisere forsvaret anderledes, så den operative del – og dermed Forsvarschefen – får helhedsansvaret tilbage. Vi er i en meget usikker tid lige nu, og der er brug for, at nogen kan sætte sig for bordenden og tage nogle beslutninger ud fra et operativt hensyn. Hvor forsvarschefen kan kigge på tværs af sin organisation, og derved bruge ressourcerne på en måde, der gavner den operative opgave. Jeg tror, det vil gøre en stor forskel for Forsvaret såvel som for jeres hverdag, og måske fjerne nogle af de frustrationer, som står i vejen for arbejdsglæden.
