Sankthansaften 1980 trådte 17-årige Jens Michael ind i Forsvaret for første gang. 45 år senere er han her stadig – nu som næstkommanderende i Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste i Frederikshavn. Læs hans historie og hør, hvorfor han aldrig har haft lyst til at søge væk.
Derfor er det vigtigt: Forsvaret har brug for at fastholde dygtige folk med erfaring – og det kræver meningsfulde jobs og udviklingsmuligheder.
Hvad sker der nu: Jens Michael har gjort 45 års tjeneste og fortæller, hvorfor han stadig brænder for arbejdet.
Hvad betyder det for dig? Forsvaret kan sagtens være en karrierevej gennem et langt arbejdsliv – også som civil.
En ung mand med en billet til Holmen
Forestil dig en varm Sankthansdag i 1980. Jens Michael er kun 17 år og har netop taget en erhvervsfaglig grunduddannelse. Nu har han pakket sin taske og taget toget fra Frederikshavn til København – og videre med kystbanen og bus til Frederiksværk. Klar til at starte som elev i Forsvaret.
– Jeg husker tydeligt, jeg undrede mig over, at der ikke var noget Sankt Hans-bål. Men jeg var spændt. Jeg var lige kommet hjemmefra. Og pludselig var jeg i gang, mindes Jens Michael
Når teknikken spiller – og hårene rejser sig
Jens Michael startede som elektronikmekaniker og kom hurtigt ud at sejle og arbejde med radarstationer. Han blev tilbudt job på en NATO-station og rejste mellem Danmark, Norge og Færøerne – og fik også 10 ugers uddannelse i USA.
– Det var sindssygt spændende. Jeg var i starten af 20’erne og blev sendt rundt i verden med ansvaret for avanceret teknologi. Det gav mig en faglig ballast, jeg har brugt resten af mit arbejdsliv, siger Jens Michael.
I dag er Jens Michael næstkommanderende i Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste i Frederikshavn. Han er med til at planlægge, prioritere, løse problemer og sikre, at opgaverne bliver løst med de rette kompetencer.
– Jeg er som en dirigent. Når vi har fået alt til at spille – de rette folk, det rette udstyr, den rette timing – og systemerne bare fungerer: Så rejser hårene sig. Det er en fed følelse, siger han.
Fællesskab, faglighed og frihed
Selvom han har fået mange tilbud fra det civile, har Jens Michael aldrig haft lyst til at skifte.
– Det kan godt være, lønnen er højere uden for hegnet. Men stabiliteten, friheden og det faglige indhold – det har de ikke kunnet matche. Og fællesskabet herinde betyder meget for mig, forklarer Jens Michael og tilføjer:
– Vi har én fælles opgave: At få de grå dampere ud af havnen. Og det er komplekst – så samarbejdet og netværket er altafgørende. Det motiverer mig hver dag.
Civile og militære i symbiose
Selvom Jens Michael er civil, ser han ingen modsætning mellem de civile og militære medarbejdere.
– Vi er afhængige af hinanden. Hvis ikke jeg var her, skulle der sidde en militærmand i min stilling – og det ville betyde færre folk ude på skibene. Vi skal fungere som en symbiose.
Og Jens Michael har ikke planer om at stoppe – tværtimod.
– Jeg siger lidt for sjov, at jeg kan true med at blive. Jeg har ikke en tvungen afgangsalder – og jeg har ingen intentioner om at gå foreløbig. Jeg elsker mit arbejde. Og jeg kan slet ikke forestille mig at være andre steder end i Forsvaret.
Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste (FVT) er en landsdækkende enhed med ca. 1.900 ansatte. De vedligeholder og reparerer Forsvarets materiel – fra våben og radarer til køretøjer og skibe.
I Frederikshavn er ca. 190 medarbejdere tilknyttet – de fleste civile – og dækker alt fra skibsmontører til teknikere og planlæggere. Her holder man flåden sejlende og sikrer, at Forsvarets materiel er klar til indsats.
Læs også
- Læs artiklen: 25 år i Forsvaret og stadig masser af muligheder