Fra ufaglært til faglært: Morten fik papir på sin erfaring – og mulighed for mere i lønposen

11. april 2025 | Julie Walton

Morten, der er flytankoperatør på Flyvestation Aalborg, har fået en erhvervsuddannelse – og det har forandret både hans hverdag, arbejdsglæde og lønseddel. Nu bliver han og flere af hans kollegers stillinger gjort faglærte, og det giver hele enheden et løft – de har fået ja-hatten på igen.

  • Hvorfor er det vigtigt? Uddannelse er en genvej til anerkendelse, fastholdelse – og et lønløft.

  • Hvad sker der nu? Flere ufaglærte stillinger i Forsvaret bliver gjort til faglærte stillinger – det giver nye muligheder for ansatte.

  • Hvad betyder det for dig? Har du en faglært stilling og en erhvervsgodkendt uddannelse på niv 4 eller 5, kan du få op til 6.000 kr. ekstra om måneden.

Morten fik papir på sine kompetencer

Morten er 51 år og arbejder i Flytank på Flyvestation Aalborg. Efter 30 år i Forsvaret har han netop afsluttet en chaufføruddannelse – og hans stilling bliver gjort til en faglært stilling. Det betyder, at han nu får det faglærte tillæg, der blev en realitet 1. april 2025.

– Jeg har en masse erfaring og fik derfor merit. Jeg kunne tage uddannelsen på under et år. Det har været en fantastisk mulighed, fortæller Morten.

Stillingen som flytankoperatør blev tidligere betragtet som ufaglært – men det faglige indhold er stort. Derfor bliver stillingen gjort til en faglært stilling, hvilket udløser det nye tillæg.

Et arbejde med ansvar – og nu også anerkendelse

Morten og hans kolleger står for tankning af både danske og udenlandske fly og helikoptere. Opgaverne spænder fra vagter i forbindelse med SAR-helikopteren til pludselige opgaver med NATO-fly midt om natten. Og jobbet kræver både erfaring, viden og fleksibilitet.

– Jeg synes, det er vildt spændende, for det er dig, der skal tage ansvar. Det er et fantastisk job, og nu føler vi også, at vi bliver anerkendt for det, siger han.

Ny energi i enheden

Siden de fik mulighed for uddannelse og udsigt til at gå fra ufaglærte til faglærte stillinger, så er stemningen i enheden vendt markant. Flere er allerede uddannet, én er i gang – og flere følger efter.

– Folk har fået ja-hatten på. Vi har gået og været lidt matte, men nu sker der noget. Det giver motivation – og det betyder noget, at vi får anerkendelse i form af en højere løn, siger Morten.

Fremtidssikring og rekruttering

Uddannelsen er ikke kun en fordel for Morten nu – det er også en investering i fremtiden.

– Hvis jeg på et tidspunkt ikke vil være i Forsvaret, så har jeg nu en uddannelse, jeg kan bruge civilt. Det er en kæmpe fordel, siger han.

Han tror, muligheden for at blive faglært vil få stor betydning for rekruttering:

– De unge kigger på løn og muligheder. Det her er en gulerod – og det gør en forskel, understreger han.

CS’ næstformand glæder sig over at høre historier som Mortens

- Når vores medlemmer får mulighed for at blive faglærte, så er det både en anerkendelse og en investering i deres fremtid – og det styrker Forsvaret som en mere attraktiv arbejdsplads, siger CS næstformand Ronni Pedersen.

Fakta: Fra ufaglært til faglært

  • Aftalen om det nye faglærte tillæg er et af resultaterne fra OK24 og trådte i kraft 1. april 2025.
  • Det faglærte tillæg er 6.062,72 kr. på trin 1 og 4.110,32 kroner på trin 2.
  • Aftalen er blevet fornyet og forbedret på flere punkter: Kriterierne for at få det faglige tillæg er blevet forenklet, så tillægget fremover kan gives til ansatte med en godkendt erhvervsuddannelse på kvalifikationsniveau 4 eller 5, der besidder en faglært stilling.
  • Det betyder også, at den faglærte aftale går fra at handle om specifikke faglærte betegnelser til erhvervsgodkendte uddannelsesniveauer. Det gør, at man ikke risikerer at miste sit tillæg for en specifik uddannelse, hvis f.eks. uddannelsen bliver ændret og får ny betegnelse.
  • Med den nye aftale skal der ikke længere forhandles et funktionstillæg lokalt for at honorere uddannelsen.
  • Hvis ens stilling bliver klassificeret som faglært, og man har taget en erhvervsgodkendt uddannelse på niveau 4 eller 5 jf. kvalifikationsrammen for livslang læring, så er man berettiget til et fagligt tillæg. Det er arbejdsgiver, der identificerer stillinger, og beslutter om de kan omklassificeres til faglærte stillinger.

Læs også

Søg