Gruppebillede af mentorer

Korporaluddannelse: Det første hold af CS-medlemmer er nu blevet mentorer for nye kolleger

7. april 2025 | Julie Walton

En ny korporaluddannelse skal klæde CS-medlemmer i Søværnet og Flyvevåbnet på til at forstå kulturen og arbejdsopgaverne på tjenestestederne. Dan og Simon er to af Forsvarets nye mentorer. Læs hvorfor de synes, at andre erfarne medlemmer skal følge i deres fodspor.

Solen skinner på Flyvestation Aalborg. Der bliver holdt taler for 21 glade ansigter, der er samlet i parolesalen. Første taler er CS næstformand Ronni Pedersen. Han efterfølges af chefsergent i Søværnet Jesper Larsen og chefsergent i Flyvevåbnet Kristian Venø. Det er nemlig en fejringsdag. Flyvevåbnet og Søværnet har fået 21 nye mentorer. En af dem er Dan, der er Weapons Assistant i Flyvevåbnet.

Dan, en af de nye mentorer. Foto: Julie Walton

– Jeg fungerer som instruktør og supervisor. Og nu skal jeg være mentor for nye kolleger i min gruppe. Det er typisk folk med en anden operativ baggrund i Flyvevåbnet. De får en uddannelse, og jeg står for den praktiske oplæring. Jeg skal guide dem og give feedback på deres præstationer, fortæller Dan, der arbejder i Air Control Wing i Karup. Han har været ansat snart 25 år i Flyvevåbenet.

– Vi er i et miljø, hvor man kan føle sig lille og glemt. Jeg tror og håber på, at mentorer kan være med til at fastholde flere og give dem arbejdsglæde. Gøre det sjovt at være her og sikre, at folk føler sig hørt, set og forstået.

Dan har fokus på unge nye kolleger.

– Hvis nogen er 20 år yngre end mig, så er jeg nødt til at forholde mig til, hvordan man skal kommunikere og fastholde dem. For der er nok andre ting, der fylder hos en 20-årig end hos en 45-årig, forklarer Dan og tilføjer:

– Uddannelsen har bekræftet mig i, at jeg allerede gør nogle af de rigtige ting, men jeg har fået nye værktøjer og jeg vil forsøge – mere end jeg nok har gjort tidligere – at sætte mig i deres sted. 

Fra idé til virkelighed

Korporaluddannelsen er for erfarne medarbejdere i Flyvevåbnet og Søværnet. Og nu er første hold mentorer klar til at tage den nye viden og redskaber med tilbage på tjenestestederne.

- Forrige år var jeg til karriedagene for konstabler i Søværnet, og her var det et stort ønske og behov for mere uddannelse. Det gav mig tanken: Kan vi tilbyde vores medlemmer at få en mentor? En mentoruddannelse for konstabler. Efter karrieredagene tog vi fat i UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, og jeg præsenterede ideen for chefen i Søværnet og chefen i Flyvevåbnet - og så tog det fart. Nu har vi en korporaluddannelse, en mentoruddannelse. Og det glæder mig, at jeg nu kan sige tillykke til de første 21 mentorer, siger CS næstformand Ronni Pedersen

En skræddersyet uddannelse

Simon har arbejdet knap 8 år som tekniker i Søværnet på fregatten Esbern Snare. Med sit nye diplom i hånden, kan han også kalde sig mentor. Han mener, at uddannelsens indhold stemmer godt overens med den virkelighed, han arbejder i.

– Jeg har hørt om korporaluddannelsen for Hæren. Den lyder mere instruktøragtig, hvor du skal lære at give folk kommandoer og 5-punktsbefalinger. Det ville ikke passe til os, for vi skal ikke instruere en deling. Vi får en ny mand ind, som vi skal tage med ud og lære om en motor eller et system på skibet. Sidemandsoplæring og en langsigtet mentorordning, hvor man følger en person, og sørger for, at de kommer fornuftigt ind i tingene, systemerne og kulturen, forklarer Simon.

Et tilpasset kursus. Og et godt læringsrum.

– Underviserne har skabt et godt læringsrum. På holdet er der både erfarne og uerfarne, yngre og ældre og det er min oplevelse, at undervisningen har fanget over hele linjen, og at folk har fundet det interessant og sjovt. Og det skyldes vores lærere, Henrik og Gerd. Det var en virkelig god undervisning, siger Simon.

Underviserne MIchael og Gerd
Underviserne Henrik og Gerd. Foto: Julie Walton

Gode erfaringer og historier

Der var 21 kursister. 11 fra Flyvevåbnet og 10 fra Søværnet.

– De har helt andre fokuspunkter i Søværnet, end vi har i Flyvevåbnet. Men vi har samme rang, så vi har nogenlunde samme ståsted. Derfor var der mange gode historier og dilemmaer, som vi kunne dele med hinanden, fortæller Dan, og det er Simon enig i:

– Det gav mulighed for at få indsigt i andre grene af Forsvaret. Der er meget at lære af hinanden. For der er f.eks. også stor forskel på et en fregat og et miljøskib. Så et blandet hold gav rigtig god mening.

Jo flere der får uddannelsen, jo bedre

Både Dan og Simon er glade for, de har taget uddannelsen.

– Jeg vil bare sige til andre CS-medlemmer: Gør det! Du kan bruge det både i dit arbejde og privatliv. Uddannelsen gør dig klogere på dig selv, siger Dan, og Simon tilslutter sig anbefalingen:

– Jeg havde ikke regnet med at få så meget ud af det, for jeg vidste faktisk ikke, hvad jeg gik ind til. Jeg har fået redskaber, jeg kan bruge både i jobbet og privat. Så er det egentlig bare en stor anbefaling herfra. Jeg synes, at mange flere skulle tage uddannelsen. Så man kan få en fælles forståelse for, hvad det handler om. Jeg kunne godt at have brugt en mentor, da jeg startede. For jeg kom fra det civile og det var en stor omvæltning. En ting er alt det faglige, og en anden ting er hele kulturen. Derfor giver en mentor god mening, siger Simon

Om korporaluddannelsen

Hvem kan tage uddannelse? 
Uddannelsen er for erfarne medarbejdere i Søværnet og Flyvevåbnet.

Hvad lærer man på uddannelsen? 
Uddannelsen fokuserer på at forberede dig til rollen som mentor, vejleder og formidler. Du lærer coachingteknikker, kommunikation, konfliktløsning, adfærdspsykologi og mere. Målet er at styrke dig både fagligt og personligt.

Hvordan er forløbet?
Der er 15 dage med undervisning og 2 ugers praktik.

Hvilket niveau er uddannelsen på?
Uddannelsen kombinerer efter- og videreuddannelse på både AMU- og akademiniveau. Kurset giver 10 ECTS-point.

Hvem står bag uddannelsen
Uddannelsen er et samarbejde mellem CS, Flyvevåbnet, Søværnet og UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole (Kontaktperson hos UCL er  Chefkonsulent Marie Nørgaard Laursen)

Søg