Jan har været udsendt fire gange og lever med PTSD. Efter en pause fra Forsvaret er han tilbage inden for hegnet i et fleksjob – og hjælper andre som peer-medarbejder. For Jan handler det om at vise, at veteraner er forskellige, og at et liv med PTSD kan være et godt liv – også i Forsvaret.
Derfor er det vigtigt: Jans fortælling giver et nuanceret billede af livet som veteran med PTSD (som 8-10 % af alle veteraner skønnes at have).
Det sker der nu: Jan arbejder på Skive Kaserne og bruger sine erfaringer til at støtte veteraner.
Hvad betyder det for dig? Det styrker både fællesskabet og forståelsen, når vi ser veteraner som den mangfoldige gruppe, de er.
Fra Eritrea til Skive Kaserne
Da Jan blev udsendt til Eritrea i 2000, stod han pludselig alene med et døende barn i armene, der var blevet kørt ned. En voldsom oplevelse, som satte sig i kroppen – og som blev en af de flere oplevelser, der til sidst fyldte hans mentale rygsæk.
– Der stod et springvand af blod op af kraniet på ham, og han døde, mens jeg sad med ham i skødet. Jeg var helt alene og tænkte: ‘Shit, hvis de lokale tror, det er mig, der har gjort noget’. Det gjorde de heldigvis ikke, men det er sådan en oplevelse, der lagrer sig – og som man aldrig glemmer, fortæller Jan.
Ulykken i Eritrea har præget Jan, men det er flere oplevelser tilsammen, der i følge Jan, gør, at han har fået PTSD.
14 år væk – og så tilbage igen
Jan stoppede i Forsvaret. Fra han sagde op og igen kom hjem – indenfor hegnet – i et fleksjob, gik der 14 år.
– Jeg er kommet tilbage til de gamle kollegaer, og de har måske en anden forståelse end dem uden for hegnet. Jeg er selvfølgelig ikke længere i manegen. Jeg plejer at sige, at jeg tog herfra som specialist og kom tilbage som fejedreng. Der er lidt sandhed i det. Men jeg er stadig inden for hegnet. Det er helt rigtigt for mig. Og det vigtige er, at jeg har det godt, når jeg tager hjem, siger han.
Peer-støtte: Fra ’dårlig’ veteran til god, ’dårlig’ veteran
I dag bruger Jan også sine erfaringer til at hjælpe andre veteraner med PTSD. Han er uddannet peer-medarbejder og arbejder tæt sammen med Veterancentret. Han ser et potentiale for, at flere veteraner, der har det dårligt, kan blive gode, ‘dårlige’ veteraner, som han kalder dem.
– Det gør en forskel at tale med én, der har mærket det på egen krop. Når jeg møder en anden veteran, der har det svært, kan jeg sige: Jeg har stået der selv. Det kan hjælpe dem med at se, der er lys for enden af tunnelen, når de møder en, der har det godt. Det handler om at vise, at man godt kan få et godt liv med PTSD. Det har jeg, forklarer Jan og tilføjer:
– Jeg kunne godt have brugt en som mig, som jeg kunne have gået til i sin tid.
Som peer-medarbejder bliver Jan matchet med veteraner gennem Veterancentret. Han hjælper dem gennem samtaler, gåture og andet.
Jans blå bog
- Arbejder i dag i fleksjob på Skive Kaserne, på et munderingsdepot
- Han startede i Forsvaret i 1993 som værnepligtig ved Prinsens Livregiment
- Har været udsendt fire gange: Bosnien (1996), Eritrea (2000), Irak (to gange, 2003)
- Kom til Flyvevåbnet i 2005 og var med til at oprette en EOD-enhed
- Specialist i ammunitionsrydning og tilknyttet det civile beredskab i 5-6 år
Læs også
Lyt til podcasten (Apple Podcasts):
Du kan også lytte til podcasten på CS’ podcastkanal KLART SIGNAL, der hvor du lytter til podcast.