OBS: Denne kronik er også bragt i Berlingske.
Kronikken er underskrevet af:
Jesper Korsgaard Hansen, formand for Centralforeningen for Stampersonel
Niels Tønning, formand for Hovedorganisationen af officerer i Danmark
Jesper Trommer Volf, formand for Hovedorganisationen for Personel af Reserven i Danmark
Steen Engstrøm, landsformand i Danmarks Marineforening
Torben Ørting Jørgensen, fg. formand for Folk & Sikkerhed
Christian Arildsen, præsident for Danske Soldaterforeningers Landsråd
Leif Giebel, landsformand for Flyvevåbnets Soldaterforening
Allan Poulsen, præsident for De Danske Forsvarsbroderselskaber
Den engelske politiker statsmand Enoch Powell er citeret for følgende udsagn: »Historien er fyldt med krige, som alle vidste aldrig ville komme«.
Med Putins angreb på Ukraine har udsagnet fået ny aktualitet. Vi har siden omstillingen af dansk forsvar i 2004, hvor vi forlod det mobiliseringsbaserede forsvar, haft et forsvar, der hviler på en præmis om, at der ikke ville være risiko for en militær aggression imod Danmark og dansk nærområde.
Selvom præsident Putin i 2014 gav det første varsel om hans vilje til at anvende militær magt ved anneksionen af Krim, fastholdt og implementerede regeringen og en enig forligskreds beslutningen om en arbitrær reduktion af forsvarsbudgettet med 15 procent, der yderligere undergravede Forsvarets kampkraft og endnu værre tilliden mellem top og bund.
Det kan konstateres, at der under den omstilling, Forsvaret har været igennem siden 2004 – fra det mobiliseringsbaserede stationære territorialforsvar til det deployerbare kapacitetesbaserede forsvar, der understøttede den aktivistiske sikkerheds- og udenrigspolitik, og frem til den skrabede model, vi har i dag – har der været bred politisk enighed om både Forsvaret og dets indretning.
Forsvarets militære ansatte har på hele rejsen loyalt gjort det bedste, de har kunnet, for at møde de mange og ofte modstridende krav. Uden at kny har man gjort, hvad der var menneskeligt muligt for at imødekomme kravet om forandringsvillighed, også når det stred imod det, man selv oplevede som rimeligt og rigtigt.
På den baggrund og i lyset af de alvorlige begivenheder, der udspiller sig i Danmarks nærområde, er der ikke behov for, at der indledes en heksejagt på de ansvarlige for den situation, som dansk forsvar befinder sig i. Også selvom man kan føle sig fristet, når man ser rækken af beslutningstagere, embedsmænd og forskere ved håndvasken.
Det slagsmål har vi hverken tid eller lyst til at være en del af. Vi håber blot, at de mennesker, der ved, hvilken rolle de har spillet, vil afholde sig fra at forsøge at gøre hvidt til sort og i stedet fokusere på, hvorledes man bedst og hurtigst muligt får indrettet et forsvarligt forsvar på baggrund af de nye sikkerhedspolitiske realiteter. Det forsvar skal i modsætning til det vi har i dag være indrettet til også at kunne forsvare kongeriget Danmark og det danske nærområde jævnfør artikel 3 i Washingtontraktaten.
Vi hilser alle med glæde, at et bredt flertal af de politiske partier entydigt har bakket op om, at forsvarsbudgettet over en årrække stiger til de to procent af BNP, som Danmark har givet tilsagn om i NATO. Vi er ligeledes glade for at kunne konstatere, at der er givet tilslutning til, at processen kickstartes med en ekstrabevilling på fem milliarder kroner i 2022 og 2023 til at dække de allerede erkendte huller i beredskab, materiel, logistik og personel.
Vi ser med tilfredshed, at Forsvaret er blevet en folkesag, der ikke alene interesserer en snæver kreds af politiske partier og politikere, men nu også den brede offentlighed, der ønsker konkrete svar på, hvilket forsvar der skal opbygges og ikke mindst med hvilken hast.
Opbygningen af det nye forsvar har vi naturligvis også en klar holdning til.
Som det har vist sig i Ukraine, er det i sidste ende den enkelte soldat, sømand og flyver samt den civile befolknings moral, der er afgørende for, at et land ikke bliver løbet over ende af en brutal militærmagt, der hverken besidder et moralsk kompas eller den militærfaglighed, der skal til for at gennemføre en despotisk magthavers agenda.
Forholdet understreger igen betydningen af, at personelområdet prioriteres i forbindelse med genopbygningen af et nyt forsvarligt dansk forsvar. Personellet skal give de bedste forhold til at uddanne sig og til at træne og øve sig inden for de enheder og specialer, de er tilknyttet. Personellet skal fastholdes og udvikles gennem attraktive ordninger, der sikrer en hensigtsmæssig balance mellem operativ tjeneste, uddannelse og kompetenceudvikling.
Der skal skabes ansættelsesvilkår, der både sikrer rekruttering og fastholdelse, således at det gennemsnitlige ansættelsesforhold for en almindelig soldat, sømand eller flyver kommer op på mere end de nuværende 24 måneder.
De stående militære enheders robusthed skal styrkes blandt andet ved opbygning af kompetente, indsatsklar, udrustede og fuldt bemandede reserveenheder bemandet med værnepligtige og officerer og befalingsmænd af reserven. Enheder og enkeltpersoner skal løbende have relevant efteruddannelse og øvelsesaktivitet, ligesom opstillede enheder skal uddannes til egentlige kampfunktioner, som supplement og reserve for de stående enheder. Der indkaldes ikke flere værnepligtige til den forlængede uddannelse end der er uddannelseskapacitet, udstyr, materiel og logistik til. Antallet af værnepligtige skal ikke gøres til en målestok for politisk vilje til at styrke Forsvaret – det er muligheden for effektiv udnyttelse af egentlige kampuddannede værnepligtsenheder til styrkelse af de stående enheder, der er styrende.
Officersuddannelsen skal genovervejes, således, at der igen bliver lagt vægt på at udvikle en militær profession med vægten på faglighed. Tilsvarende skal sergentgruppen videreuddannes i strukturerede uddannelsesforløb og ikke som sidemandsoplæring.
Genopbygningen af et nyt dansk forsvar skal indledningsvis ske med udgangspunkt i de nuværende enheder, skibe og fly, således at det er de spidse ender, der styrkes først med tilførsel af ressourcer i form af materiel, personel, logistik og relevant uddannelses- og øvelsesaktivitet.
Planlægning af totalforsvaret, herunder samarbejdet med relevante myndigheder og opstilling af enheder, der kan understøtte udviklingen af en kompetent Host Nation Support, som er forudsætningen for at modtage militære forstrækninger, gives umiddelbart prioritet.
Der skal træffes foranstaltninger til, at kompetence og ansvar skubbes så langt ud i organisationen som muligt. Hvis man kan have tillid til at en fører, skibschef eller pilot kan indsætte kostbart materielt og dyrebart personel i kamp, så må man også kunne have tillid til, at de samme personer kan forvalte indkøb og anskaffelser på lokalt niveau, således at de mange daglige frustrationer kan minimeres til fordel for faglighed og professionel virkelyst.
Processerne omkring materielanskaffelser skal simplificeres og hastigheden for introduktion og eksekvering af trufne anskaffelsesbeslutninger forøges markant. Nulfejlskulturen skal erstattes af ansvarlighed, konsekvens og belønning.
Forsvarets ledelsesstruktur skal forenkles og forsvarschefens helhedsansvar genindføres.
Tågede koncernmodeller erstattes af entydighed og forenkling. Efter de mere end 30 års konstante rationaliseringer og besparelser, der ofte er fremstillet som effektiviseringer, er der behov for, at Forsvarets øverste ledelseslag gennemgås for at sikre, at det rette militære mindset er på plads til at foretage den nødvendige styrkelse af Forsvaret, som realiteterne og de forøgede bevillinger stiller krav om.
Før krigen i Ukraine vækkede os alle, kunne man få indtryk af, at de politiske processer omkring det kommende forsvarsforlig i høj grad var baseret på en politiske forståelse af, at de forventede tilførte midler skulle bruges til andet end Forsvaret. Den tilgang skal revideres. Der er ikke nødvendigvis et modsætningsforhold imellem Forsvaret og en grøn agenda, udviklingen af en national forsvarsindustri eller Forsvaret som innovativt lokomotiv, men det starter og slutter med Forsvarets behov og ikke omvendt.
Svaret på Forsvarets udfordringer er ikke løfterige nye visioner om gennemgribende digitalisering, datamanagement og kunstig intelligens. Det er i sidste ende Forsvarets kampkraft, der er afgørende for, om Forsvaret kan levere den sikkerhed, som befolkningen i Rigsfællesskabet har forventning om. Det er derfor, at fokus skal rettes imod de relevante militære kapaciteter og de strukturer, der understøtter dem.
Der skal tænkes ud af boksen, og kapaciteter, der tidligere er blevet afskaffet, da præmissen var, at der ikke var en militær trussel imod Danmark og dansk nærområde, skal genovervejes. Det samme gør sig gældende for nye kapaciteter, der har bevist anvendeligheden på slagmarken i Ukraine.
Vi ser frem til en åben og konstruktiv debat om det nye danske forsvar.
Den vil vi både samlet som her og hver for sig bidrage aktivt og konstruktivt til.
