Organisationsaftalen mellem CS og FPS

12. april 2021 | Jane Munk

Efter CFU-forliget kom på plads, var det CS’ tur til at forhandle med FPS om vilkårene for vores medlemmer. Forhandlingerne var delt op i to: Civile samt Militær og Beredskabsstyrelsen.

Ved denne overenskomst var der ikke været afsat puljer til organisationsforhandlinger, hvilket betyder, at der ikke var nogle penge at gøre godt med. Alligevel lykkedes det at komme i mål med nogle forbedringer. Her er en oversigt over de mest væsentlige resultater

Militært ansatte samt Beredskabsstyrelsen

  • I Beredskabsstyrelsen indføres konstabelstillinger, der indplaceres svarende til sergentelev-niveauet i organisationsaftalen. Konstablerne følger herefter vilkårene for konstabler i organisationsaftalen, således at de overgår til sats 2 for konstabler efter 48 måneders ansættelse, og at de efterfølgende kan udnævnes til korporaler.
  • Pensionsprocenten for basisløn og tillæg hæves pr. 1. april 2022 med 0,3 pct. fra 16,6 til 16,9 pct. for PKAT 0268 (OK-ansatte efter 1. april 2015)
  • Pensionsprocenten for basisløn og tillæg hæves pr. 1. april 2022 med 0,3 pct. fra 15,4 til 15,7 pct. for PKAT 0276 (OK-ansatte før 1. april 2015)
  • Pensionsprocenten for pensionsgivende tillæg hæves pr. 1. april 2022 med 0,3 pct. fra 15,4 til 15,7 for PKAT 0208, 0217 og 0220 (tjenestemænd)
  • Pensionsprocenten af basisløn og tillæg hæves fra 1. april 2022 1,5 pct. fra 15,4 til 16,9 for PKAT 0681 (Beredskabsstyrelsen)

Pensionsprocenten blev hævet ved en omlægning af midler fra OK11, hvor der blev afsat en pulje til særligt pensionsbidrag til tjenestemandsansat personel, der blev berørt af, at den pligtige afgangsalder blev hævet til 62. Ved OK11 blev det aftalt, at puljen skulle regenereres pr. 1 april 2022.

For så vidt angår Beredskabsstyrelsen, er den hævede pensionsprocent også finansieret via indførelsen af et manuelt niveau.

Ud over ovenstående er der aftalt en række periodeprojekter om særligt beredskab, arbejdstid, faglært tillæg samt redaktionelle ændringer af det samlede aftalekompleks.

På det civile område er det lykkedes at lave en aftale for de stillinger, der er grænsedragende til CS, således at civilt tjenestemandlignende ansatte overføres til overenskomst med uændrede løn- og pensionsvilkår.

Søg