11 danske befalingsmænd indgår i NATOs regionale hovedkvarter i Szczecin i Polen, som tidligere blev omtalt som ”det glemte korps”. Det har Putin dog vendt op og ned på med sin invasion af Ukraine, for krigen har kun styrket hovedkvarterets eksistensberettigelse.
– Velkommen til Polen, lyder det fra seniorsergent Benny og chefsergent Henrik, da de tager imod CS’ medlemskonsulent og journalist foran hovedindgangen til NATOs regionale hovedkvarter, Multinational Corps Northeast, i den polske by Szczecin.
Under den korte køretur fra hotellet ud til NATO-hovedkvarteret er vi stødt på Ukraines gul-blå flag overalt i byen: Hængende ned fra broer, skudt op på husfacader af kraftige projektører og klistret fast på bagsmækker og i bilruder i trafikken.
Byens togstation er fyldt med flygtede kvinder og børn, der skal videre i sikkerhed vestpå og undgå menneskesmuglere, der udgiver sig for at være frivillige. På dette tidspunkt er Ruslands invasion af Ukraine to måneder henne, og konsekvenserne af krigen er tydelige, selv her godt 800 kilometer fra den polsk-ukrainske grænse.
Holder et vågent øje med Østersøen
Benny og Henrik fører CS forbi overvågningskameraer og pigtrådsruller, og snart er vi inde bag hegnet og går langs NATO-hovedkvarterets bleggule murstensbygninger, hvoraf nogle bærer navnene Copenhagen, Berlin og Warszawa.
Benny nikker til bygningerne:
– Navnene ærer de tre NATO-lande, der i sin tid oprettede korpset.
NATOs Multinational Corps Northeast blev grundlagt i 1999 af Tyskland, Polen og Danmark. Efter afslutningen på Den Kolde Krig var formålet at fastholde et vågent øje med Østersøen og fortsat bidrage til NATOs artikel 5-musketered. Men den reelle trussel fra Sovjetunionen var borte, og NATO-hovedkvarteret fik til opgave også at løse bløde sikkerhedsopgaver så som humanitære kriser og naturkatastrofer.
– I starten var det hovedsageligt et disaster-hovedkvarter med fokus på eksempelvis oversvømmelser. Truslen var i 1999 ikke den samme som den er i dag. Det var en anden tid. Russerne var endda inviteret med ved korpsets oprettelse, jeg kan tydeligt huske deres store uniformshatte, fortæller Henrik.
På Korps-niveau
De to jyske værter byder på kaffe i cafeteriet. Ved de andre borde går snakken på polsk, tysk og engelsk, og uniformerne skifter farve og sløring sammen med flaget på skuldrene.
Hverken Benny eller Henrik ønsker ikke gå i detaljer med deres konkrete arbejdsopgaver, men de fortæller, at de indgår i henholdsvis J3 Operationer og J2 Efterretning. Arbejdsgangen som dansk befalingsmand kan de derimod godt løfte sløret for:
– Typisk skal man være oppe at køre efter de første 100 dage. Indlæringskurven er ikke stejl, men man skal omstille sig til, at det hernede foregår på korps-niveau, og at man skal derfor hurtigt forstå sin rolle i korpsets opgaveløsning. I forhold til Danmark, hvor vi højst er på divisions- eller brigadeniveau, er man her et eller to trin højere oppe. Dermed får vi også en forståelse for NATOs sammenhænge på en helt anden måde, end hvis vi sad hjemme i Danmark, siger Benny.
Han fortsætter:
– Vi lærer så meget af at være i udlandet, og vi tager meget viden med os med hjem igen. Generelt er der også bare tale om et større budget til uddannelser og kurser. Man får virkelig lov til at nørde sig helt ned i sit speciale.
Mange kulturer samlet under ét tag
Indimellem afbrydes Benny og Henrik, når en udenlandsk kollega siger goddag på engelsk, som er korpsets arbejdssprog.
– Noget af det mest motiverende ved at være her i Szczecin er den tillid, som andre nationer, uagtet rang, viser os. Danskerne har et godt ry i NATO-regi. Derfor vil jeg slå et slag for, at vi får flere befalingsmandsstillinger i udlandet, for det er virkelig godt for os, og for Danmark sådan set, og vi kan sagtens løfte de opgaver, vi bliver stillet, siger Benny.
Med 25 NATO-nationer samlet under ét tag, skal man dog være indstillet på kulturforskelle, og at ens internationale kolleger løser opgaverne på en anden måde.
– Vi kan ikke forlange, at alt bliver lavet som hjemme i regimentet efter dansk standard, hvor alle er uddannet efter samme skabelon. Hernede er der måske 15 skabeloner, også fordi ikke alle er lige gode til engelsk. Nogle gange er 80 procent lig med 100 procent, fortæller seniorsergenten.
De tomme papkrus ryger i skraldespanden, og Benny og Henrik viser vej ud til cafeteriets atrium, hvor statsminister Mette Frederiksen for nogle uger siden holdt tale for de danske udsendte i Szczecin.
– Vi har hele tiden haft gode forhold og spændende opgaver, alligevel har hovedkvarteret lidt været ”det glemte korps”. Men krigen i Ukraine har medført en ny opmærksomhed. Statsministeren var meget interesseret i vores arbejde og takkede os for vores indsats. Og så jokede hun med, at det var godt at se nogle jyder, siger Benny.
Krigen rykker NATO sammen i bussen
De to befalingsmænd fører CS videre til Senior National Officer og oberst i J1, Jens Sund, som tager plads ved et langbord. På kontorets vægge hænger et dobbeltportræt af dronning Margrethe og prins Henrik, og Dannebrog og NATOs mørkeblå fane vejrer i hver deres hjørne.
– Korpset havde en hård fødsel, men i disse uger viser vi vores berettigelse, siger Jens Sund og forsætter:
– Officielt har vi et ”360 graders” perspektiv på forsvar og sikkerhed, det vil sige på alt fra naturkatastrofer og epidemier til migrantstrømme i Middelhavet og udviklinger syd for Europa. Men korpsets opgave er først og fremmest afskrækkelse og forsvaret af NATOs østflanke.
Trods det østvendte fokus kom Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar alligevel bag på mange i hovedkvarteret, fortæller obersten:
– Hos den enkelte, uanset rang, var der en dyb vantro: ”Hvad fanden sker der,” tænkte de fleste. Vi havde selvfølgelig moniteret Ruslands troppeopbygning langs den ukrainske grænse siden efteråret, men vi kunne ikke se en rationel grund til, at Rusland skulle angribe. Vi var forberedte og opdaterede, men alligevel blev vi overrasket.
De første dage og uger efter invasionen havde korpset travlt med at finde deres ’battle rhythm’, som Jens Sund udtrykker det, men under CS’ besøg, er der ”kommet mere ro på”, selvom der stadig er travlt:
– Invasionen har været en gamechanger for hovedkvarteret. Alle lande tager styrkeproduktion meget mere alvorligt nu, og alt bullshit er skåret fra. Vi er rykket tættere sammen i bussen, og meget af det daglige fnidder, som let opstår i en multinational organisation som vores, er forsvundet som dug fra solen.
– Derudover har invasionen fået os danskere til at forstå balternes og polakkernes iboende frygt for Putin. De lokaler ynder at sige, at russerne kom under Anden Verdenskrig og først tog hjem igen 40 år senere.
Benny indskyder:
– Som en polsk kollega sagde til mig, så kunne jeg bare tage over i skovene i Katyn, hvor op mod 20.000 polske officerer og politimænd ligger begravet. De blev henrettet af russerne under Sovjetunionens besættelse af Polen i 1940.
Vi skal være effektive
Med sine i alt 43 danskere er Multinational Corps Northeast et af de udenlandske steder med flest faste stillinger for det danske forsvar, og det største, når det kommer til befalingsmænd. Dermed er det også et af de steder i NATO, hvor danskernes flade hierarki kan trives, fortæller Henrik:
– Hos os kan en dansk befalingsmand sagtens tage ordet og komme med et detaljeret forslag til, hvordan man skal løse en opgave, mens officeren står og lytter. Det kommer bag på nogle af vores udenlandske kolleger, men alle danske udsendte, høj som lav, spreder værdi hernede.
For bordenden nikker Jens Sund samstemmende:
– Danmark er et lille land, og det betyder, at vi skal være effektive, hvis vi vil rykke på noget. Vi har den operative erfaring fra Irak og Afghanistan, og vi er ikke bange for at tale en højere rang imod, hvis vi mener, vi har noget relevant at byde ind med.
