Tilfredshed med ny serviceaftale

13. april 2023 | Helle Kolding

Elendig mad, betydelig forringet rengøring og særdeles mangelfuld arealpleje, fik forrige år Forsvaret til at opsige en ellers årelang kontrakt med ISS. Kontrakten skulle have varet til primo 2024, men et sandt bombardement af klager både via interne og eksterne platforme fra ansatte i Forsvaret, fik endelig Forsvaret til at reagere. Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, FES, der er den overordnede myndighed for drift og arealpleje, fik overdraget opgaven -og i øvrigt en ekstra pengesum oveni.

Budgettet til at løfte opgaverne var på 450 millioner kroner for ISS, men da FES overtog opgaven, fulgte der 150 ekstra millioner med for at rette op på det forsømte. Og det har hjulpet.

FES har lavet en undersøgelse blandt Forsvarets medarbejdere for at finde ud af, om tilfredsheden er steget, efter at opgaverne er overtaget af FES. Og det må man sige.

Cirka 6.000 medarbejdere har svaret i undersøgelsen, og her har en tredjedel fastslået, at de har mærket en betydelig forbedring. Maden er blevet bedre, rengøringen er blevet bedre, og generelt er tilfredsheden vokset.

Stramt budget

Danmarks Radio har i et indslag medio april sat fokus på undersøgelsen og tilfredsheden, og her konkluderer man samtidig, at det ikke er udelukkende, fordi FES nu selv har påtaget sig opgaven, at det hele er blevet bedre. De ekstra millioner kroner har også haft deres væsentlige betydning. For det er nu engang svært at få mad, rengøring og arealpleje til at gå op i en højere enhed, når budgettet er så stramt, som det var for ISS.

Derfor er de ansvarlige i FES da også betænkelige ved konsekvensen, hvis området i de næste budgetforhandlinger bliver beskåret.

– Det, jeg frygter mest er, hvor godt afstemte vi kan blive, os og de ansatte i Forsvaret. For der er selvfølgelig en sammenhæng mellem budget og service, siger Jan Olav Skogøy, der er chef for Servicedivisionen i FES, til DR Nyheder.

At FES nu har overtaget opgaverne, betyder også, at man har ansat en række nye medarbejdere. De tidligere ansatte hos ISS har fået tilbuddet om at fortsætte i Forsvaret, og i alt skønner FES, at 1.300 medarbejdere er blev ansat og genansat i forbindelse med skiftet.

– Det er det aller aller vigtigste, at vi her ét år efter hjemtagelsen har været i stand til at løfte opgaven med 1.300 medarbejdere, der har fået ny arbejdsgiver og arbejdsprocesser. Det er det, der er helt centralt i den undersøgelse, understreger Jan Olav Skogøy over for DR Nyheder.

Kilde: DR Nyheder

Foto: Forsvarsgalleriet

Fakta:
Det var i 2018, at Forsvaret og ISS indgik servicekontrakten til den nette sum af 3 milliarder kroner. Den var ved indgåelsen den største offentlige udlicitering nogen sinde.

Søg