Værd at vide i en ferietid

Du har ret til at holde tre ugers sammenhængende ferie i den periode, der kaldes hovedferien. Det er fra 1.maj til 30.september.

Hvis du selv ønsker det, kan du aftale med din chef, at ferien afholdes som to ugers sammenhængende ferie, og at den sidste uge afholdes separat på et andet tidspunkt. Dog stadig som en hel uge og inden for hovedferieperioden.

Din chef har ret til at fastlægge ferie for medarbejderen i hovedferien. Men det skal ske enten ved et individuelt varsel, en stabsbefaling eller en aktivitetsoversigt, og det skal ske med mindst tre måneders varsel.

Det vil sige, at hvis din chef ønsker du skal holde ferie fra 24. juni, skulle du have haft besked senest 23. marts.

Der er ikke samme krav om lang varselsperiode overfor chefen, når du vil holde ferie. Du kan sagtens aftale ferie med dit lokale tjenestested inden for et kortere interval, f.eks. en måned før, men et længere varsel giver selvfølgelig chefen mulighed for en bedre planlægning til alles tilfredshed.

Når ferien er varslet, kan chefen ikke omlægge din ferie, medmindre der er tale om helt ekstraordinære omstændigheder;

  • Der skal være tale om væsentlige driftsmæssige hensyn.
  • Den opståede situation skal have været uforudsigelig for chefen.
  • Det skal være nødvendigt, at ferien ændres netop for dig.

Vel at mærke alle tre årsager!

Der skal altså være tale om en situation af force majeure-lignende karakter. Derfor vil f.eks. sygdom blandt dine kollegaer ikke være en tilstrækkelig grund til, at din ferie kan flyttes.

Det bør altid fremgå af varslet, at der er tale om hovedferie.

Det er ikke tilstrækkeligt at fastlægge f.eks. fem-seks ugers blandet ’ferie og afspadsering’ via enhedens aktivitetsoversigt, da det så ikke tydeligt fremgår, hvor hovedferien er placeret.

Hvis ferien omlægges med kortere varsel end de tre måneder, af de tre ovennævnte grunde, har du krav på 1,8 timers feriekompensationsfrihed pr. omlagt feriedag.

Omlægges ferien efter at du er begyndt at afholde den, stiger feriekompensationsfriheden til 3,6 timer pr. omlagt feriedag.

Desuden, skulle det ske, at din chef omlægger ferien, skal arbejdsgiver naturligvis erstatte et eventuelt dokumenteret økonomisk tab f.eks. omkostninger i forbindelse med aflysning af en rejse, leje af sommerhus m.v.

Andre nyheder

Nyheder

Her er dit nye nyhedsbrev

I CS vil vi levere bedre og mere relevant kommunikation til jer medlemmer. Derfor bliver kommunikationen nu digital, og I får et helt nyt nyhedsbrev,

Læs mere »
Nyheder

Hvorfor stiger dit kontingent i 2025?

Tryg Forsikring hæver prisen for medlemsforsikringen. Det betyder, at dit kontingent stiger i 2025. Hvad sker der: Jesper Korsgaard Hansen, formand i CS, forklarer: Hvad

Læs mere »
Søg