CS formand om Store Bededag: Jeg er godt gammeldags vred

13. januar 2023 | Helle Kolding

– Det her er hverken gennemtænkt eller fornuftigt. Det er faktisk helt utilstedeligt.

Så skarpt formulerer CS formand Jesper Korsgaard Hansen sin holdning til regeringens udmelding om at inddrage Store Bededag, og gøre dagen til en almindelig arbejdsdag.

-Samtidig er jeg meget skuffet – ja egentlig godt gammeldags vred over, at man i samme åndedrag bringer Forsvaret på banen og siger, at pengene fra den sløjfede helligdag skal gå til de øgede udgifter i Forsvaret. På den måde bruger man Forsvaret som gidsel i en sag, der stinker. Forsvaret har længe haft brug for flere penge, men det er en helt anden historie, og de skal ikke hentes på bekostning af danske lønmodtageres løn og frihed, fastslår Jesper Korsgaard Hansen.

Inddragelsen af Store Bededag vil nemlig koste hos hver enkelt lønmodtager. Både i kroner og ører, men også i et tab af en fridag, som rigtig mange i dag bruger fuldt ud til alt lige fra forlængede weekendophold, konfirmationer og besøg ved diverse seværdigheder til gavn og glæde for ikke mindst turistbranchen og foreninger.

Alle medarbejdere i Forsvaret kommer også til at mærke det. Helt konkret vil det gennemsnitligt koste hver ansat i den manuelle gruppe og befalingsmandsgruppen omkring 780 kroner. Dette regnet ud fra en gennemsnitsløn for hele gruppen, og hvis der kun gives 0,45 % i løntillæg som lovforslaget foreslår.

Så selvom man får et løntillæg for den ’nye arbejdsdag’, vil det, når regnestykket er faldet helt på plads, betyde at et CS medlem i gennemsnit mister 780 kroner på årsbasis – og den tabte fridag.

-Jeg kan simpelthen ikke se det fornuftige i den her beslutning. Desuden finder jeg, at det er et helt uanstændigt indgreb i den danske model og vores aftalemodeller. Både timingen og udformningen er helt ude i skoven. Som formand for CS må jeg skarpt tage afstand fra, at regeringen uden videre går ind og gennemtrumfer en så markant ændring for de danske lønmodtagere uden nogen former for forudgående forhandlinger eller drøftelser. Det er utilstedeligt! slutter Jesper Korsgaard Hansen.

Søg