I to årtier har Rusland forberedt sig på et militært opgør med Vesten og generobringen af de tidligere sovjetterritorier. Men Kremls krig kan sagtens fortsætte to årtier mere, selv med Putins afgang, og det skal NATO og de vestlige lande forstå, fortæller ruslands-eksperten Keir Giles til CS.

Står Vesten med et Vladimir Putin-problem eller et Rusland-problem? Eller spurgt på en anden måde: Hører Ukrainekrigen, det forværrede forhold til Vesten og de mange hybride operationer mod omverden op, den dag præsident Putin afstår magten?

”Nej”, lyder svaret fra den britiske ruslandsekspert, Keir Giles, der er tilknyttet Chatham House i London, og som CS taler med kort før nytår:

– Det er farligt blændværk at tro, at Ruslands nuværende adfærd i så høj grad er drevet af én mand, og at så snart Putin er ude af billedet, vil tingene blive bedre. Putin er et produkt af Ruslands syn på verden, og uanset udkommet af krigen i Ukraine vil Ruslands ikke-erklærede krig mod omverden fortsætte.

Kræver territorier tilbage i russisk favn
Keir Giles har de sidste 30 år vendt og drejet Ruslands udenrigspolitik for civile og militære beslutningstagere i Europa og USA. Længe har han råbt op om, at Putin mente det alvorligt, når den russiske præsident krævede landets tidligere territorier fra Sovjettiden tilbage i bjørnens favn.

– I 2022 var vi, der iagttager Rusland, ret ”heldige”. I årevis tog ingen vores advarsler alvorligt, men med invasionen af Ukraine har præsident Putin nu tydeligt vist resten af verden, hvad han ønsker at opnå: Genindførslen af Ruslands dominans over dets tidligere sovjetterritorier. Samtidig siger han, at de, der måtte være uenige i denne holdning, er fascister, der skal udryddes.

– Problemet er selvfølgelig, at Putins erklærede mål også gælder tidligere sovjetterritorier som Finland, Polen og de baltiske lande, som i dag er fuldgyldige medlemmer af EU eller NATO. Dette sætter Rusland og Vesten på kollisionskurs.

Pengepungen og militæret på plads
Ifølge Keir Giles har Vladimir Putin og dermed Ruslands hensigter været kendt længe:

– Ruslands intention har altid været der, men blev først synlig, da Rusland evner til at gøre noget ved sagen, ændrede sig. Nogle mener, at Ruslands udenrigspolitik grundlæggende har ændret sig, men det mener jeg ikke. Det er derimod redskaberne, som Rusland har til rådighed, der har ændret sig.

Med salget af olie og gas til især Europa i midten af 2000’erne væltede pengene ned i den russiske statskasse. De mange milliarder gik især til genopbygningen af militæret og investeringer i moderne våben og materiel.

I 2010’erne, med pengepungen og militæret på plads, begyndte Rusland for alvor at teste grænserne for, hvad de kunne slippe af sted med på den internationale scene, fortæller Keir Giles:

–  Med relativt få midler indså russerne, at de kunne ændre spillereglerne: Det skete i 2013, hvor de forhandlede en aftale på plads om bortskaffelsen af kemiske våben fra Syrien og i samme ombæring udmanøvrere USA. Derefter kom annekteringen af Krimhalvøen i 2014-2015, hvor Rusland erfarede, at de kunne bruge militær magt til at opnå geostrategiske mål, og at udbyttet ved at overskride aftalte grænser var langt større end den straf, der måtte komme fra Vesten.

Udenrigspolitikken skiftede gear i 2021
Fra 2010 og frem pressede Moskva hele tiden grænserne for det accepterede, blandt andet ved at forgifte afhopperen Sergei Skripal i den engelske by Salisbury i 2018. Rusland blev efter giftforsøget udskammet diplomatisk, men en hårdere straf udeblev, og både Rusland og Vesten opretholdt til en vis grad ambitionen om internationalt samarbejde i årene efter.

Men i anden halvdel af 2021 skete der med Keir Giles egne ord et ”pludseligt gearskifte” i den russiske udenrigspolitik:

– Russerne gik fra at være forsigtige og mådeholdne til rent faktisk at begynde at ødelægge forholdet til Vesten [mobiliseringen af tropper langs grænsen til Ukraine, stille urealistiske krav om NATOs tilbagetrækning fra Østeuropa, red.] og så indlede et angreb mod et europæisk land uden at holde igen på nogen måde.

– Rusland var simpelthen blevet ligeglade med, hvad Vesten og omverden måtte mene om deres handlinger. Det skyldtes en øget selvtillid og et øget selvbillede af deres militære formåen. Læser man Ruslands strategiske dokumenter og militærdoktriner, nævnte de alle år 2020 som skæringsdatoen for, hvornår Rusland skulle være i stand til at udkæmpe en krig mod Vesten. I 2021 følte Rusland sig parat til at forfølge den plan, de havde haft hele tiden.

Er vi i krig med Rusland?
Keir Giles’ seneste bog, ’Russia’s War on Everybody’, er netop udkommet på engelsk, og her gennemgår han Ruslands mange hybride operationer mod Vesten de senere år. Egentlig var bogens manuskript for længst afleveret til tryk, men så invaderede Rusland Ukraine, og forfatteren måtte til tasterne på ny.

CS vil vide, om bogens titel skal tages for pålydende, og at Rusland i så fald ikke kun er i krig med Ukraine, men også med NATO og sågar Danmark. Er det virkelig sådan, den politiske kerne i Kreml tænker?

– Problemet med at være i krig mod Rusland er, at du ikke selv har et valg, hvis Rusland har besluttet sig. Ens eneste valg er, hvad man vælger at gøre derfra.

– I Vesten har vi længe sagt, at vi ikke er i krig eller konflikt med Rusland. Rusland har derimod gjort det meget klart i over et årti, at de befinder sig i en tilstand af krig med Vesten i alle tænkelige domæner på nær militært, da det er det eneste domæne, som ville være en katastrofe for dem selv. Men grænserne for, hvad Rusland kan gøre, som ikke er direkte militært, har som nævnt udvidet sig igen og igen.

En del af skylden bærer Vestens beslutningstagere selv, mener Keir Giles:

– De gange, hvor Rusland forventede at møde en mur af modstand, oplevede de i stedet, at vores modsvar aldrig kom.

Vesten har undgået ubekvem sandhed
Vesten bør stille sig selv det spørgsmål, hvorfor vi ikke har forberedt os i tide, mener Keir Giles. Man kunne følge moderniseringen af det russiske militær, annekteringen af territorier i Georgien og Ukraine, giftforsøget i Salisbury og et hav af andre fjendtlige og fordækte operationer, der kulminerede med invasionen af Ukraine sidste år. Hvorfor denne tøven i Vesten?

– Det skyldes en kombination af idealisme, optimisme og fodslæben. Fodslæben fordi faktum er, at det at være klar i militær forstand er ubehageligt, ubelejligt og ikke mindst dyrt.

– Man har i Vesten en generation af beslutningstagere og befolkninger, som voksede op med ideen om, at krig mellem nationer og koloniale tilbageerobringer var noget, der alene hørte fortiden til, og slet ikke kunne ske i Europa. Men for at denne antagelse kunne holde stik, har man måtte ignorere, hvad Rusland rent faktisk har sagt og gjort.

– Folk, der i årevis gjorde opmærksom på Ruslands intention og genoprustning, blev marginaliseret. Det gjaldt ikke kun enkeltpersoner som jeg selv, men også hele nationer som de baltiske lande og Polen.

– Polen og Baltikum så klart og tydeligt, den udfordring, der var på vej, men som resten af Vesten, EU og NATO afskrev som støj, fordi man i stedet satsede på at opbygge et strategisk partnerskab med Rusland. Derimod ønskede Rusland ikke for alvor et sådant partnerskab, men var allerede på vej ud af en anden kurs.

Uacceptabelt for alle andre militære i Europa
Keir Giles mener, at vi i Vesten er nødt til at forstå, at Rusland tænker og handler anderledes, end vi gør. Og det vil de fortsætte med:

– I dag er Rusland fuldstændig ene om at måle sig selv som en stormagt ud fra sin evne til at gøre andre ondt. Den russiske logik lyder, at jo større evne til at ødelægge, desto større land er man. Rusland bruger udenrigspolitiske metoder, der hører tidligere tider til, ikke kun i sin måde at udføre angreb på, men også i de russiske troppers adfærd, der plyndrer, smadrer og voldtager på deres vej – alt det, som er uacceptabelt for alle andre miltære i Europa.

Mindske Ruslands evne til at gøre ondt
Det fører os tilbage til spørgsmålet om, hvilket Rusland vi vil stå med i den nære fremtid? Rusland har jo fået den ene militære blodtud efter den anden på slagmarken i Ukraine, og økonomien er under pres fra sanktioner. Samtidig optrådte den ellers kontrollerede Putin for nylig beruset under et interview og aflyste sit årlige pressemøde. Er truslen fra Rusland da stadig lige så alvorlig? Det mener Keir Giles:

– Desværre vil et mindre stabilt og mindre forudsigeligt Rusland ikke betyde et mindre farligt Rusland. De tilbageslag, Rusland har fået på slagmarken i Ukraine, begrænser muligvis Ruslands evne til at føre konventionel krig for en periode, men det mindsker ikke Kremls intention om at føre krig på andre måder.

– Selv hvis vi ser 15 år ud i fremtiden, vil Rusland stadig udgøre en udfordring, og hvem end der måtte erstatte Putin vil fortsat være fuld af foragt for omverden og afsøge nye måder at udvide Ruslands magt på. Og derfor vil Vestens opgave fortsat være at mindske Ruslands evne til at gøre andre ondt, både Ruslands nabolande og lande længere væk.