Sygeplejerskernes løn – og dermed alle offentlige lønninger – har været et heftigt diskuteret i den seneste tid. Det gælder også hos jer, og jeg har fået flere henvendelser fra medlemmer, der ikke forstår, hvorfor CS ikke kaster sig mere ind i kampen for højere løn i Forsvaret.
Først og fremmest er det vigtigt for mig at slå fast: Stod det til mig og resten af CS var jeres løn naturligvis højere! Det skal der ikke være nogen tvivl om. Det arbejde, som I udfører, handler direkte om danskernes tryghed og sikkerhed, og det bør være mere værd. Hvis vi som fagforening ikke vil give vores medlemmer bedre løn og arbejdsvilkår, har vi ingen berettigelse.
Men det er ikke CS, der har pengene. Det er arbejdsgiver – I første omgang Forsvaret og i sidste ende staten, der sidder med lønkronerne. Og de er nødt til at være enige i, at der er et behov for at se på lønningerne, før vi kan forhandle. Her har vi en udfordring, for uanset hvad vi mener om lønningerne, matcher soldaters grundløn de offentlige lønninger i de faggrupper, vi kan sammenligne os med, når det kommer til uddannelsesniveau og – krav.
Kvalifikationsrammen for Livslang Læring er et redskab, der giver et overblik over uddannelsesniveauerne i Danmark. Rammen går fra niveau 1 – svarende til Folkeskolens afgangsprøve og op til niveau 8, som er ph.d. uddannelser. En sergentuddannelse svarer til niveau 4 på kvalifikationsrammen. På niveau 4 ligger også del erhvervsrettede uddannelser, gymnasiale uddannelser og handel og kontor. Uddannelsen til sygeplejerske er placeret på niveau 6 i rammen – svarende til bachelorniveau. Derfor kan vi ikke sammenligne vores løn 1:1 med sygeplejerskernes. Vi skal i stedet sammenligne med andre faggrupper på statens område, der har niveau 4. Det kan for eksempel være gartnere eller kontoruddannede.
Sygeplejerskerne ønsker et opgør med tjenestemandsreformen af 1969, som efter deres opfattelse har medført, at kvindedominerede faggrupper generelt har en lavere grundløn i forhold til de mandsdominerede på samme uddannelsesniveau. I skrivende stund har Fagbevægelsens Hovedorganisation stillet forslag om, at regeringen skal nedsætte en komité om lønstrukturer i den offentlige sektor, blandt andet med deltagelse af parterne på det offentlige område. Her vil jeg kæmpe for, at man også undersøger vores lønstrukturer, så vi kan se, om vores lønninger halter bagud i forhold til andre ansatte i staten på samme uddannelsesniveau – og i så fald hvor.
Løn fylder rigtig meget i debatten lige nu, men jeg vil også tillade mig at påstå, at det ikke udelukkende er lønnen, der er afgørende for, om en arbejdsplads er god og værd at investere sin karriere i. Var det tilfældet, ville der ikke være mange offentligt ansatte tilbage. Arbejdsvilkår, karrieremuligheder, uddannelse og kompetenceudvikling har også en stor betydning. Derfor bruger jeg også meget tid på at tale om andre områder, der ikke umiddelbart har noget med lønnen at gøre.
Det kan for eksempel handle om, at man tager bedre hånd om den enkelte medarbejder og giver dem bedre muligheder for at udvikle deres kompetencer og kvalifikationer. At man sørger for gode – og ikke mindst synlige – karrieremuligheder for den enkelte, uanset hvor de befinder sig i deres liv og karriere. Det kan være at sørge for, at de fysiske rammer på arbejdspladsen er i orden, så man rent praktisk kan løse sine opgaver, eller det kan være en ansættelsesform, der motiverer kollegaerne til at blive i Forsvaret lidt længere.
Vil man tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere i Forsvaret, er man nødt til at tage både løn og arbejdsvilkår med i betragtning, men det kræver, at der er en arbejdsgiver, der er villig til at sætte sig til bordet og ændre på tingene.
Jesper Korsgaard Hansen
Formand, CS
