For nylig var Esbjerg havn igen rammen om en større militær operation, da fragtskibet ARC INDURANCE lagde til og lossede flere hundrede pansrede køretøjer og materiel, der skulle befordres videre med køretøjer til en øvelse i Polen. Alt sammen i NATO-regi og et tæt samarbejde mellem Danmark, Storbritannien og USA.
Når den slags opgaver skal løses, træder Danmark til som det, der kaldes Host Nation Support, og som frit oversat betyder ’støtte som værtsnation’, og det er en støtte, der kan inkludere alt fra transport, losning, bevogtning -og beskyttelse samt indkvartering og en række andre helt lavpraktiske opgaver.
Mange af disse opgaver deles op mellem både militær og civil ansat personel fra forsvaret, og herunder medvirker også ofte frivillige fra Hjemmeværnet. Bl.a. til bevogtning af havneområdet. I de senere år og ikke mindst nu her under begivenhederne øst på, er antallet af tilsvarende opgaver herhjemme øget væsentligt, og hver gang kræver det et vist antal ressourcer fra forsvaret, for at få det hele til at køre planmæssigt og sikkert.
– Når vi nu ser på fremtidens opgaver og muligheder for forsvaret, herunder også uddannelse og træning, så er disse opgaver som værtsnation også fremragende platforme for værnepligtige, der her vil få indsigt i en række forskellige situationer og udfordringer, påpeger CS formand Jesper Korsgaard Hansen.
– Vi ser allerede værnepligtige, der bevogter ejendomme og militære anlæg andre steder i forsvaret, så de vil også sagtens kunne bevogte et havneområde og aktivt indgå i bevogtning af hele infrastrukturen. Dertil kommer at man får et rigtigt godt indblik i hele det logistiske apparat, der sættes i gang, når rigtig mange mennesker og materiel skal videresendes, tilføjer han.
Host Nation Support er blot et af mange områder og opgaver, hvor det vil give god mening at indsætte værnepligtige. CS-formanden lægger ikke skjul på, at nutidens -og fremtidens forsvar helt klart bør tilbyde uddannelse af endnu flere værnepligtige, end det har været tilfældet de seneste mange år.
-Vi skal have opgraderet værnepligten, så der ikke alene er et større antal, der kommer gennem den militære grunduddannelse, men også at indholdet af uddannelsen bliver endnu mere intensiveret og målrettet, end den hidtil har været. Uddannelsen skal byde på en læring, som den enkelte soldat ikke kun kan bruge i et fortsat virke i forsvaret, men i høj grad også få glæde af ude i det civile samfund, fastslår Jesper Korsgaard Hansen.
Samtidig understreger han, at netop ved at øge indtaget af værnepligtige i forsvaret og at øge antallet af måneder, som værnepligten varer, kan man give både den bredde og den dybde i undervisningen, som en alsidig, tidssvarende og brugbar uddannelse kræver.
-Det giver super god mening hele vejen rundt, og så får alle noget ud af det. Den unge selv, men sandelig også både forsvaret og efterfølgende det civile samfund. Det bliver en uddannelse med visioner og indhold. Selvfølgelig lige for begge køn, slutter Jesper Korsgaard Hansen.