Skimmelsvamp, ingen vaskefaciliteter, problemer med strømtilførsel og udluftning, nedfaldne tagsten og koldt vand i hanerne i brusebadet. Det er ikke småting af gener og mangler på Forsvarets kaserner værnepligtsrådet kan fortælle om. Og det gør de, i et notat som de netop har sendt til forsvarsministen, og som bl.a. netmediet Altinget kan offentliggøre i dag. I alt har værnepligtige givet deres mening til kende omkring deres opholds -og indkvarteringsforhold på 14 kaserner landet over.
Og her vælter det frem med skarp kritik af forholdene de enkelte steder. Især står det galt til på Livgardens kaserner, henholdsvis i Gothersgade og Høvelte.
Noget af den kritik, der går igen på de fleste kaserner er, at faciliteterne er nedslidte og mangelfulde. Skimmelsvamp forefindes flere steder, men især skulle de to livgarde-kaserner være slemt ramt og her først og fremmest den i Gothersgade. Sidstnævnte har til huse i fredede bygninger med cirka 350 år på bagen, og det har længe været klart, at den hverken er tidssvarende eller vel vedligeholdt, men alligevel bruges den som indkvarterings -og opholdssted for et stort antal unge værnepligtige hvert år.
På landsplan er der over 4.500 værnepligtige om året fordelt på de 14 forskellige tjenestesteder.
Stort set alle steder er der anmærkninger og/eller kritik fra værnepligtsrådet. Kun Flyvestation Karup slipper nogenlunde fra opgørelsen, med ’generelt gode’ indkvarteringsforhold. Dog med en enkelt kritik af ventilationen på tørrestuerne. Værnepligtsrådet håber, at Forsvarsministeren og forligskredsen vil tage deres kritik til efterretning, og i forbindelse med forliget gøre en indsats for at forbedre disse forhold.
Generelt kan man udlede af kritikken, af der er tale om nedslidte faciliteter. Men at der også er sparet på f.eks. ordentlige elektriske installationer, varmetilførsel og faciliteter som vaskemuligheder, tekøkken og pudsestuer. Hele listen med specifikke detaljer kan læses på Altinget s hjemmeside.
Foto: Forsvarsgalleriet arkiv
Værnepligtige kårer Forsvarets mest nedslidte kaserner – Altinget: Forsvar