Der er penge på vej til forsvaret. Søndag blev Regeringen enige med Venstre, Konservative, Radikale og SF, at Danmark hvert år fra 2024 skal bruges flere penge på forsvaret, indtil vi i 2033 når op på NATO-målsætningen på to procent af BNP.
Baggrunden er tragisk, men jeg tillader mig alligevel at glæde mig over, at politikerne nu har fået øjnene op for den markante trussel, der er og har været om vores sikkerhed. Det er noget, vi der arbejder med forsvars- og sikkerhedspolitik, har råbt op om længe. Sikkerhed, tryghed og demokrati er ikke gratis, og truslerne er reelle.
Det store spørgsmål er nu, hvad pengene skal bruges på. Der bliver allerede peget på forskelligt materiel, for der er mangel på alle hylder på den front. Det giver god mening, men mit budskab har dog altid været, at man først og fremmest bør investere i de mennesker, der skal bruge og vedligeholde materiellet.
Medarbejderne er altafgørende i Forsvaret. Kan Forsvaret ikke rekruttere og fastholde medarbejdere, kan man ikke løse de operative opgaver, uanset hvor meget nyt materiel, politikerne beslutter sig for at købe. Det nytter ikke noget at købe en masse moderne udstyr, hvis der ikke er folk til at bruge og vedligeholde det.
Vi er i en situation, hvor forsvarets medarbejdere er ekstremt pressede. I de sidste mange år har de kunnet mærke besparelserne på forsvarsområdet i form af en massiv mangel på kollegaer og alt for mange opgaver, for lidt uddannelse, manglende udstyr og manglende fremtidsperspektiver. Den virkelighed får særligt de yngre soldater til at søge en karriere andre steder end i Forsvaret. Det gør sig også gældende for Beredskabsstyrelsens medarbejdere.
Skal man sikre et stærkt forsvar, der er rustet til nutidens og fremtidens trusler, er man nødt til at prioritere fastholdelse, rekruttering og medarbejdernes arbejdsvilkår. Førsteprioritet for politikerne bør derfor være at få styr på de grundlæggende ting, man har forsømt i tidligere og indeværende forlig. Det handler om at give medarbejderne en tålelig hverdag, hvor de kan løse jeres kerneopgaver uden at støde på en masse unødvendige forhindringer. Vi er i en situation, hvor soldater flere steder har svært ved at passe deres arbejde i det daglige, fordi der er mangel på alt fra ammunition til støvler og uniformsdele, bygningerne er gamle og dårligt vedligeholdte og et unødvendigt indviklet bureaukratisk system har besværliggjort alt fra indkøb til daglig drift.
Og så skal der flere kollegaer til! Der har i mange år ikke været sammenhæng mellem forsvarets voksende bunke af opgaver og det antal soldater, der skal løse dem i det daglige. Ser man en oversigt over udbetalingerne af over- og merarbejde i Forsvaret, taler det sit eget tydelige sprog. Det er ”Tordenskjolds Soldater”, der løser opgaver i det danske forsvar.
Men flere soldater kommer ikke af sig selv – særligt ikke i en tid, hvor resten af arbejdsmarkedet tørster efter arbejdskraft. Derudover er det et stort problem for forsvarets evne til at løse opgaverne, hvis medarbejdere forlader Forsvaret for hurtigt. Modsat andre brancher kan man ikke bare hente en ny erfaren soldat ind fra gaden. Der skal uddannes en ny i systemet, og det medfører et tab af kompetencer, hver gang en soldat vælger Forsvaret fra. Samtidig bliver udstyret mere og mere komplekst, hvilket stiller endnu højere krav til, hvad en soldat skal kunne.
Fastholdelse bør derfor være et uhyre vigtigt punkt på dagsordenen, når pengene skal fordeles. Politikerne bliver nødt til at se på, hvad Forsvaret tilbyder deres medarbejdere. Stod det til mig, kunne man starte med ar se på kontraktformerne og overveje, om man skal genindføre en form for uddannelsesordning rettet mod en karriere udenfor forsvaret. Med en sådan ordning vil medarbejderne kunne koncentrere sig om at være gode soldater, mens de er i tjeneste, vel vidende, at der bliver taget hånd om deres fremtid, hvis de vælger at bruge 5, 10 eller 15 år i forsvaret.
I den forbindelse er det vigtigt for mig at understrege, at jeg udmærket ved, at løn også har stor betydning for fastholdelse og at jeg aldrig kommer til at sige det modsatte. Når det ikke nævnes i denne omgang, er det fordi et forsvarsforlig ikke er en lønforhandling. I forsvarsforliget kan der sættes penge af til flere medarbejdere, men der kan ikke forhandles en højere løn hjem.
Værnepligten er også et område, man med fordel kunne skrue op for. Flere værnepligtige og en længere værnepligtsuddannelse tror jeg ville komme hele samfundet til gode, ligesom det forhåbentligt ville give forsvaret et bredere og bedre grundlag for rekruttering.
Hvis man vil genopbygge forsvaret, er man nødt til at starte med medarbejderne, for uden dem er der ikke et forsvar – kun en masse dyrt isenkram.
