CS, HKKF, Fængselsforbundet og Politiforbundet i fælles opråb: Lovforslag vil betyde stor forringelse af tjenestemænds erstatning

CS, HKKF, Fængselsforbundet og Politiforbundet besøger i denne uge medlemmerne af Beskæftigelsesudvalget for at gøre opmærksom på de store konsekvenser, et nyt lovforslag vil have for de medlemmer, der er tjenestemænd og skal søge erstatning efter en arbejdsskade.

Lovforslaget, der blev fremsat af Beskæftigelsesministeren i starten af oktober, handler om at indføre en forenklet og standardiseret fastsættelse af erstatning for erhvervsevnetab, vil forringe erstatningen for tjenestemænd.

I forslaget lyder det nemlig, at det kun skal være indtægter, der indgår i indkomstregisteret, der skal medregnes, når en erstatning skal fastsættes. Tjenestemændenes pensionsopsparing vil dermed ikke indgå, når der tilkendes erstatning for erhvervsevnetab i forbindelse med en arbejdsskadesag, mens andre lønmodtageres pensionsopsparing vil blive medregnet.

Hvis lovforslaget gennemføres, vil tjenestemandspensionen ikke længere have nogen erstatningsmæssig værdi. Det vil betyde, at erstatningen til tjenestemænd vil blive forringet med 20-50 procent, og mange vil slet ikke kunne få erstatning, da de dermed ikke kommer op på minimumserstatningen. 

CS, HKKF, Fængselsforbundet og Politiforbundet mener, at lovforslaget medfører en helt urimelig og uforklarlig negativ forskelsbehandling af tjenestemænd, hvilket er paradoksalt når man tænker på, at tjenestemænd ofte er særligt udsatte for arbejdsskader. For os virker det helt uforståeligt, at værdien af tjenestemandspensionen med det nye lovforslag ikke længere skal indgå i erstatningsfastsættelsen.

– Det vil jo betyde, at soldater, fængselsbetjente og politibetjente fremover kan risikere ikke at være berettigede til erstatning eller opleve at få deres erstatning betydeligt nedsat, hvis de får en fysisk eller psykisk arbejdsskade, der forringer deres arbejdsevne. Det er simpelthen en svinestreg, hvis det lovforslag går igennem, siger CS formand Jesper Korsgaard Hansen.

– Jeg håber, at Beskæftigelsesudvalget indser, at man ikke kan vedtage en lov, der i den grad stiller én gruppe medarbejdere væsentligt ringere end alle andre. Og særligt ikke en gruppe, der i sin opgaveløsning er særligt udsatte for skader, der kan nedsætte deres arbejdsevne, tilføjer han.

Tjenestemænd er i forvejen ringere stillet, hvis de får tilkendt erstatning for nedsat erhvervsevne ved arbejdsskadesager. Ifølge de gældende regler på området, skal tjenestemænd nemlig tåle fradrag i deres erstatning, når de får tilkendt tilskadekomstpension. Når ikke-tjenestemænd får udbetalt forsikringsydelse for nedsat erhvervsevne er der ingen tilsvarende fradragsregel. Beskæftigelsesministeren vil ikke afskaffe fradragsreglen. 

Andre nyheder

Nyheder

Ferie

Snyd ikke dig selv for ferie og penge inden nytår. Disse fem ting skal du være opmærksom på ellers risikerer du at miste fridage og penge.

Læs mere »
Nyheder

Hvor bliver pengene af?

Regeringen er sammen med Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige blevet enige om et forsvarsforlig for

Læs mere »
Søg