I mere end 30 år har Karsten Hjortshøj loyalt tjent Søværnet. Han har været kampinformationsgast, sejlet inspektionsskibe, undervist på Søværnets Basis Uddannelse og meget, meget mere. Lige indtil den dag i november 2022, hvor han kom til Skagen i dårligt vejr og blev invalideret i sådan en grad, at han som kun 53-årig er tvunget til sin rollator.
– Og så gik det galt, siger Karsten Hjortshøj og henviser til den dag, han blev ramt af en arbejdsulykke, og alting ændrede sig.
Karstens besætning var kommet til Skagen i dårligt vejr. Og midt i uvejret falder Karsten bagover og rammer en metalstang.
Udfordringen: Er du fyret?
Karsten er efterfølgende sygemeldt med massive rygskader.
Til hans store forundring hører Karsten intet fra sit tjenestested eller det skib, han har sejlet med. Det overrasker Karsten, at ingen besøger ham, sender en blomst og ønsker god bedring eller blot ringer for at høre, hvordan han har det.
– Søværnet har altid proklameret, at de tager hånd om de ansatte, men det er slet ikke min oplevelse.
Karsten Hjortshøj, Søværnet
Men pludselig begynder flere gamle kolleger at kontakte Karsten for at høre, hvad der sker. For ganske overraskende er Karstens stilling pludselig opslået som ledig – uden Karsten føler, at han har fået ordentlig besked. Karsten er ikke fyret, men fjernet fra sin stilling.
Udviklingen: Det har du ret til
Karsten kontakter derfor CS og får kontakt til socialrådgiver, Henriette Moors.
-Der er en masse spørgsmål, når man havner i sådan en situation. Hvad gør jeg? Hvad har jeg ret til? Og hvordan sikrer jeg mig en indtægt? Fortæller Karsten Hjortshøj.
Og her har Henriette gjort en kæmpe forskel. Henriette har både støttet, når det har været svært, men har også via sin socialrådgiveruddannelse kunne vejlede Karsten om, hvad han har af rettigheder, guidet ham gennem al papirarbejdet og været med som bisidder til møder med kommunen.
– En medarbejder, der bliver invalid af en arbejdsulykke i en sådan grad, at han er stærkt smerteplaget og må gå med rollator som kun 53-årig. Dem, synes jeg, man har et ansvar for at hjælpe videre, siger Henriette Moors, socialrådgiver CS.
Udfaldet: CS er med til det sidste
“Tag fat i CS. Jo før, jo bedre”
Karsten Hjortshøj, medlem cs
-Jeg har virkelig fået en kæmpe hjælp, hvor jeg er blevet fulgt tæt. Bare se på i dag, siger Karsten og refererer til, at han i januar 2025 har været til det afsluttende møde med kommunen for at blive indstillet til en førtidspension på grund af hans mange smerter. Og her var Henriette Moors med til at støtte Karsten og argumentere hans sag for kommunen.
* Ved udgivelsen af denne historie har det ikke været muligt at få en kommentar fra Søværnet.
- 1989: Marieelev KU Auderød & Magretheholmen
- 1990-1991: Officersmessegast/KI F348 Hvidbjørnen & F357 Thetis
- 1991-1997: Civil
- 1997-1998: Marinekonstabel KI Auderød/FLS FRH AIS / N82 Minelægger Møen
- 1998-1999: Marinekonstabel/Overkonstabel KI F356
- 1999-2000: Marineoverkonstabel KI NLO CAOC 7 Finderup
- 2000-2015: Marineoverkonstabel/Specialist KI Konsoloperatør Søværnets Operative Kommando (SOK)
- 2015-2020: Marinespecialist KI/VB P525 ROTA / GSU uddannelse
- 2020-2022: SG VB Delingsinstruktør Søværnets Basis Uddannelse (SBU)
- 2022: SG VB Kystskipper Uddannelse MARTC Skagen
- 2022: SG VB Navigationsbefalingsmand P520 Diana
- 11. november 2022: Kommer til skade, bliver sygemeldt
- 31. december 2024: Afskediget fra Forsvaret pga. arbejdsskade