Udbetaling af aldersopsparing/kapitalpension
Du kan benytte denne udbetalingsformular med MitID, hvis du ønsker en hel- eller deludbetaling fra din ordning.
Pensionskontoen kan blive stående som en hvilende ordning indtil 20 år efter tidligste udbetalingsdato. Tidligste udbetalingsdato afhænger af, hvornår kontoen er oprettet. Udbetaling kan først ske, når indbetalinger er stoppet.
Hvis kontoen er oprettet før d. 01-05-2007 kan udbetaling tidligst finde sted ved det 60. år.
Hvis kontoen er oprettet mellem d. 01-05-2007 og d. 01-01-2018 er udbetalingsdatoen som udgangspunkt tidligst 5 år før folkepensionsalder. Man kan have pensionsdato stigende fra det 60. til det 62. år pga. overgangsbestemmelser. Har man det, kan tidligste udbetalingsalder godt være mere end 5 år før folkepensionsalderen.
Hvis kontoen er oprettet efter d. 01-01-2018, kan ordningen tidligst udbetales 3 år før folkepensionsalder.
Opsparingen vil kunne udbetales, når Fonden har modtaget skriftlig meddelelse herom. Dog tidligst jf. ovenstående.
Bestyrelsen har besluttet, at alle risikogrupper har 15 dages opsigelse til den 1. i en måned. Anmodning om udbetaling i den efterfølgende måned, skal være Fonden i hænde senest d. 16. i måneden.
- I fysisk form på Fondens adresse inden lukketid
- I elektronisk form, inden 24.00.
- Udbetalinger finder sted primo måneden.
Udbetaling vil ske til din NemKonto.
- Ordningerne skal være udbetalt senest 20 år efter den tidligste udbetalingsdato. Ved engangsudbetaling skal der betales følgende engangsafgifter
– Ved engangsudbetaling af kapitalpension skal der betales 40 % i engangsafgift af kontoens saldo, inkl. renter, fratrukket PAL-skat. Af indeståendet pr. 31-12-1979 betales 25 % i engangsafgift.
– Ved udbetaling af aldersopsparing, vil det fulde beløb, inkl. afkast, fratrukket PAL-skat blive udbetalt til din NemKonto
Når du har nået pensionsalderen og du ønsker overførsel til ordning med løbende udbetalinger, f.eks. køb af livrente, skal der ikke betales engangsafgift ved overførslen. Derimod skal de løbende, livsbetingede udbetalinger fra livrenter medregnes fuldt ud i den skattepligtige indkomst. Det er ikke nødvendigt at overføre hele kapitalen til en livrente. En del af kapitalen kan f.eks. udbetales mod, at der afregnes normal engangsafgift, mens den resterende del overføres til livrenten. Normalt kan udbetaling fra en livrente tidligst ske efter det fyldte 60. år. Forsvarets ansatte med hhv. 45, 52 og 55 års pensionsalder kan, efter pensionstidspunktet er nået, lade en del af kapitalpensionen overføre til en straks begyndende livrente, dvs. livrenteudbetalingerne vil ske senest 1. måned efter overførselsdagen.
Der vil ikke blive fratrukket engangsafgift ved overførslen. Hvis du har valgt at ændre din kapitalpension til en aldersopsparing, kan du ikke overføre midlerne til en ratepension eller livrente.
Hvis du ikke ønsker kapitalpension eller aldersopsparing udbetalt på en gang, kan du foretage deludbetalinger.
Deludbetaling af kapitalpension: Der betales engangsafgift efter de gældende satser. Der kan uden opsigelse udbetales op til 300.000 kr. før afgift i hver måned.
Deludbetaling af din aldersopsparing: Der kan deludbetales op til 200.000 kr. i hver måned.
Hvis du ønsker deludbetaling på mere end hhv. 300.000 kr. og 200.000 kr., kan dette gøres jf. Fondens gældende opsigelsesregler. Bestyrelsen har besluttet, at det ønskede beløb skal opsiges med nedenstående varsel til den 1. i en måned.
Der skal min. delophæves 50.000 kr.
Det er gebyrfrit at få foretaget deludbetalinger.
Anmodning om udbetaling i den efterfølgende måned, skal være Fonden i hænde senest d. 16. i måneden, enten
- I fysisk form på fondens adresse inden lukketid
- I elektronisk form, inden 24.00
- Overførsel vil ske primo måneden (fra d. 1. – 10.)
Ved indtruffet invaliditet, der i henhold til lov om social pension berettiger til at modtage førtidspension, eller hvis du er pensioneret fra statens tjeneste med kvalificeret svagelighedspension, kan kapitalpensionen/aldersopsparingen udbetales på samme vilkår som ved pensionering, jfr. ovenstående.
Dog vil udbetaling fra kontoen blive spærret frem til Forsvarets afgangsalder efter en eventuel deludbetaling.
Den offentlige førtidspension bliver ikke direkte berørt af kapitalpension/aldersopsparing, hvis opsparingen bliver i Fonden eller ved selve udbetalingen fra Fonden. Men fremtidige renter af den udbetalte (frie) kapital skal tillægges indkomsten, og derigennem vil den få indflydelse på førtidspensionen.
Ved din død sker udbetaling til dine nærmeste pårørende i følgende rækkefølge
- Ægtefælle
- Samlever; dvs., skal leve sammen på fælles bopæl eller vente barn, have eller have haft et barn sammen eller leve sammen i ægteskabslignende forhold på den fælles bopæl i de sidste 2 år før dødsfaldet.
- Livsarvinger
- Arvinger i henhold til testamente
- Øvrige arvinger (forældrelinjen eller bedsteforældrelinjen) i nævnte rækkefølge
Kapitalpension/aldersopsparingskonti kommer ikke til udbetaling ved emigration. Kontoen henstår, indtil pensionsdatoen, jf. kontrakten, er opnået. Udbetaling vil finde sted jævnfør afsnittet om udbetaling ved pensionering.
For at bevare pensionsformålet, er det mellem overenskomstparterne, Finansministeriet og Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) aftalt, at pensionsbidrag, indbetalt efter 1. april 1995 samt tilvækst ikke kan frigives i utide. Hvis du, grundet familiens velfærdstruende situation, ønsker at få ”førtidsopgjort” kapitalpensionsopsparingen/Aldersopsparingen fra før april 1995, skal du sende en skriftlig anmodning til FPS. Kontakt CS Pensionsfond for at få oplysning om, hvortil det skal sendes.
Frigivelse af opsparede midler forud for 1. april 1995, uden at betingelserne i pensionskontrakten er opfyldt, kan kun finde sted i særdeles velfærdstruende situationer og efter individuel vurdering af Forsvarsministeriet eller af den myndighed, til hvilken kompetencen er delegeret til (FPS, KA3), foranlediger udfærdigelse af socialrapport ved en af forsvarets socialkonsulenter.
Med baggrund i socialrapporten afgør FPS herefter om udbetaling kan anbefales. I givet fald sendes frigivelseserklæringen til CS Pensionsfond. Ifølge pensionsbeskatningsloven skal Fonden beregne 52 % i engangsafgift af opsparingen inkl. renter og kursregulering (kapitalpension), men fratrukket pensionsafkastskat (PAL-skat).
Fra aldersopsparingen fratrækkes ikke afgift, kun pensionsafkastskat. (PAL-skat)
Der kan ikke ske udbetaling ved orlov eller livstruende sygdom.
Kontakt os
CS Pensionsfond
Telefon: 33 85 41 41
Email: post@cspension.dk
Telefontid
Man-tor: kl. 09 – 15
Fre: 09:30 – 14