Arkivfoto: Forsvarsgalleriet

CS formand: Jeg vil sige, at det stinker

Det er et rigtigt dårligt signal at sende til sine medarbejdere, at man i departementet kan spise til en fast pris uanset mængden på tallerkenen, mens man ude i landet skal betale sit måltid efter vægt, påpeger formanden efter henvendelse fra flere medlemmer

I Forsvarets kantiner landet over skal den mad, man køber, vejes på en vægt hvorefter prisen for det enkelte måltid regnes ud. Gennemsnitligt giver det priser på mellem 30 og 40 kroner for en frokost eller middag. Er man ekstra sulten efter hård træning eller øvelse, kan prisen stige yderligere.

Men ikke for de mange hundrede, der arbejder i Forsvarsministeriets departement, altså på Holmens kanal i København. Her hvor både ministerie og Forsvarskommandoen har til huse betales en fast pris på 28 kroner per måltid, uanset om man spiser meget eller lidt. Maden vejes nemlig ikke.

-Det er en unødvendig forskelsbehandling. Jeg vil sige, at det stinker. Simpelthen, siger Jesper K. Hansen, formand for CS.

Mange CS medlemmer har gjort opmærksom på forskellen, for de finder det ganske som formanden helt urimeligt, at de skal betale efter vægt og derfor generelt dyrere end medarbejderne i departementet. Netop sidstnævnte regnes umiddelbart for højere lønnet end hovedparten af dem, der spiser ude i Forsvarets kantiner, hvor ikke mindst en stor del af klientellet er værnepligtige.

Efterfølgende har DR Nyheder undersøgt sagen og spurgt om grunden til prisforskellen i departementet, hvor man har svaret, at årsagen til, at de kan spise billigt i Forsvarsministeriets departement på Holmens Kanal, er, at der er indført et loft på prisen. Og at loftet er lavet for at sikre fastholdelse og rekruttering af medarbejderne i ministeriet. Med loftet er prisen nemlig på niveau med kantinepriserne i de andre ministerier på Slotsholmen, oplyses til DR Nyheder.

Jesper Korsgaard Hansen finder ikke at dét argument er særlig godt. For netop fastholdelse er et tema, som de i høj grad også mærker effekten af ude på tjenestestederne. For her er det om muligt endnu sværere at fastholde medarbejdere. Og meldingen fra CS formanden til DR er klar;

-Jeg synes, det er et rigtig, rigtig dårligt signal at sende til sine medarbejdere. Man føler, at dem i København kan gøre sådan og sådan, mens de ude i landet må tage til takke med noget andet. Og det skaber bare en opfattelse af uretfærdighed, fastslår han.

CS har henvendt sig til Forsvarsministeriets Etablissementsstyrelse om de forskellige priser, og de sender følgende svar:

Prisen i kantinerne ligger på nuværende tidspunkt på 7,45 kr. pr. 100 gram. Der afregnes som udgangspunkt på vægt, mens der ved specielle anretninger kan være en stykpris, der fastsættes af den pågældende kantine. Drikke- og kioskvarer afregnes til markedspris.

Prisændringer foretager Ejendomsstyrelsen som udgangspunkt to gange årligt ud fra et markedsindeks. Det vil sige, at når fødevarepriserne ifølge Danmarks Statistik stiger, så stiger vores priser også, og når markedspriserne falder, så falder vores priser tilsvarende. Siden hjemtagelsen af kantineområde har Ejendomsstyrelsen dog fastholdt prisen trods store prisstigninger i markedet.

Gennemsnitsprisen for en selvbetalt frokost uden drikkevarer på tværs af Forsvaret er 32 kr. I de kantiner, hvor der er en stor andel af værnepligtige, er gennemsnitsprisen for en frokost dog 42 kr. uden drikkevarer. Alle medarbejdere har gratis kaffe i kantinerne og i opstillede automater. Alle medarbejdere har desuden adgang til frugtordning.

I Forsvarsministeriets Departement er der lavet en særlig ordning, hvor der betales en øverste pris på 28 kroner for maden. Der er ligeledes lavet en særskilt ordning for kaffe, hvor der er en anden løsning end på de øvrige tjenestesteder. Det er Forsvarsministeriets Departement, der afholder merudgifterne til de to ordninger.

Spørgsmål til ministeren:

Vi har også spurgt Forsvarsministeren, hvad han mener om, at man i departementet køber mad til en fast pris uden hensyn til mængde (og vægt), og om han har tænkt sig at ændre på disse forhold.

Når vi får et svar, vil det kunne læses i forlængelse af denne artikel.

Vil man læse DR Nyheders indslag er det at finde her:

‘Det stinker’: Værnepligtiges frokost er langt dyrere end ministerens | Indland | DR

Andre nyheder

Søg