Leder: Mindre snak, mere arbejde

Årets første måneder har været en rodet affære i den politiske del af Forsvaret. Vi er vant til, at der er nogenlunde politisk ro om Forsvaret – i hvert fald i perioderne mellem forsvarsforligene. Der plejer at være ro til, at I kan løse jeres opgaver og ro til, at de ting, der er aftalt i forsvarsforliget, kan blive implementeret uden al for megen indblanding fra politikerne på Christiansborg. Politikerne sætter rammerne i forliget, og det er derefter op til os at få det til at ske.

Den tid virker til at være slut. Politikerne og deres rådgivere er efterhånden inde over alle beslutninger og tiltag i Forsvaret, og der er snart ikke den sag, der ikke er stor nok til, at man kan holde et samråd om den. Imens er dem, der har viden og kompetencer – soldaterne og deres militære chefer – skøjtet ud på et sidespor.

Før jeg bliver skudt i skoene, at jeg – eller CS for den sags skyld – støtter det ene eller det andet parti eller politiker, skal jeg skynde mig at sige, at min kritik sådan set er rettet bredt mod samtlige politikere, der har med Forsvaret at gøre. Jeg synes ærlig talt, at der er ved at være en lidt barnagtig tilgang til noget, der er så vigtigt som det danske forsvar og dermed også danskernes sikkerhed.

Samarbejde fremfor slagsmål

Danske soldater sætter hver dag deres liv ind på at skabe sikkerhed for den enkelte dansker, samt i internationale missioner i hele verden, men selv svigtes de igennem besparelse på besparelse, indenrigspolitisk fnidder/fnadder, bureaukrati og kassetænkning. Vi er i en situation, hvor Forsvaret mangler både mandskab, materiel og uddannelse, men vores politikere har mere travlt med at pege fingre ad hinanden og positionere sig selv.

Det er ganske simpelt ikke rimeligt, så her kommer en opsang til vores politikere på tværs af fløjene:  Tag fat på at finde løsninger på Forsvarets mange problemer, fremfor at fortsætte jeres evindelige ligegyldige slagsmål.

Forsvarets massive problemer med at fastholde medarbejdere kunne jo være et godt sted at starte. Det er et emne, der har været fokus på i årevis, og selvom, at der er forskellige opfattelser af, hvad der kan løse problemet én gang for alle, er der et ret tydeligt mønster:  Medarbejderne vil have noget ud af de år, de bruger i Forsvaret. Hvad end det er uddannelse, løn eller andre former for anerkendelse af, at man bruger X antal år på at tjene sit fædreland. Og da intet jo som bekendt er gratis, er det kun vores folkevalgte politikere, der for alvor kan gå ind og ændre på, om der skal laves nye kontraktformer, bedre uddannelser, lønsystemer eller andre initiativer, der kan sikre, at vores soldater ikke er ude af døren igen kort efter, de er kommet ind.

En politisk vilje til at løse problemerne 

CS kommer gerne med vores holdning til, hvad vi mener kan vende udviklingen – men hvis problemet skal løses, skal der være en politisk vilje til at sikre den enkelte soldat med ordentlige arbejdsforhold. Herunder ikke mindst uddannelse, der er så hamrende nødvendig for at kunne løse de mange risikofyldte opgaver.

Ønsker man at bevare dygtige soldater, duer det ikke, at man samtidig laver nedgraderinger af officers- og sergentuddannelser og i stedet satser på sidemandsoplæring og “on the job training”, for de to tiltag virker som bekendt kun, hvis der er ressourcer til stede på tjenestestederne, hvilket det halter alvorligt med i Forsvaret pt. Mest af alt fordi, der er for travlt med at løse alle de opgaver, som politikerne har givet til Forsvaret i de seneste år. Opgaver, som der i øvrigt ikke er mandskab nok til at løse – måske på grund af ovenstående.

Det kræver ikke en doktorgrad at regne ud, at manglende mandskab, ringere uddannelse og flere opgaver giver et dårligt udgangspunkt for fastholdelsen. Og så har vi ikke engang talt om, hvilke konsekvenser det vil have for sikkerheden, hvis vores forsvar ikke fungerer. Men så længe vores politikere har travlt med at føre politik på sociale medier og kalde hinanden i samråd i tide og utide, vender de ryggen til de rigtige problemer.

Andre nyheder