OK24: Lokale forhandlinger er færdige og resultatpapiret underskrevet

De lokale overenskomstforhandlinger mellem CS og FPS er nu færdige, og resultatpapiret er underskrevet. Det betyder, at den samlede overenskomst hermed er på plads, og den skal nu behandles i CS hovedbestyrelse.

Det, man forhandler om ved de lokale forhandlinger mellem organisationen og arbejdsgiver, er en del af den samlede økonomiske ramme, der blev aftalt på hele statens område. Det er altså ikke en masse ”nye” penge, der er på bordet, når der forhandles om organisationsaftalerne.

Resultaterne er gældende fra 1. april 2025.

Hovedpunkterne i organisationsaftalen er:

På det civile område har vi lagt hele beløbet på grundlønnen, derudover er organisationsaftalen blevet gennemskrevet og uddannelseskrav og centralt aftalte tillæg indarbejdet.

På det militære område er den største del af beløbet også blevet lagt på grundlønnen. Det har vi gjort for at få mest muligt af den økonomiske ramme ud til alle. Vi har dog også haft mulighed for at forbedre vores faglige aftale på baggrund af et periodeprojekt, der har kørt i denne overenskomstperiode. Kort fortalt går det ud på at forenkle kriterierne for at få det faglige tillæg, så tillægget fremover kan gives til ansatte, der har en godkendt erhvervsuddannelse på kvalifikationsniveau 4 eller 5 (på kvalifikationsrammen for livslang læring) og bestrider en faglært stilling. Derudover er fra 1. april 2025 kun to satser for faglært tillæg, hvor der tidligere var tre.

Der er også lavet forbedringer for, hvornår man får tildelt specialoperationsstyrketillæg. Derudover er der lavet forbedringer for vores reservister, så de fra 1. april 2025 får pension f.eks. for deres indkommanderingsdage.

For Beredskabsstyrelsen er der bl.a. kommet mulighed or ansættelse af konstabelelever.

Derudover er skole- kursus aftalen afskaffet pr. 1. april 2025. Derefter gælder helt almindelige tjenesterejsevilkår.

Mere information er sendt ud til afdelingsformænd og tillidsrepræsentanter, og kan i sin helhed læses her på cs.dk under Nyheder, hvor det har overskriften: OK24: Resultatet af forhandlingerne mellem CS og FPS.

Derudover er vi i fuld gang med at planlægge medlemsmøder i midten af april, hvor vi kommer rundt i landet og forklarer mere om aftalen og svarer på spørgsmål.

Andre nyheder

Søg